Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Tegneren Peter Lautrop er i 1999 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

Tegneren Peter Lautrop udmærkes med Eckersberg Medaillen, fordi hans pensel- og tuschtegninger er et grafisk højdepunkt i den daglige avis.

I et dramatisk og underfundigt billedsprog kommenterer han faresignalerne fra samfundets struktur. Ikke alene de døgnaktuelle, men også mere dybtgående strømninger, der har krævet voldsomme, arketypiske udtryk: Signalelementer af mørke og lyse magter, der med piktogrammets enkelthed foruroliger, forbavser og derefter genrejses glædeligt i erindringen. Med fyldt pensel og et hengivent håndelag har han skabt en forunderlig verden, hvor det forblæste, danske landskab danner kulisse for heftige sammenstød mellem dæmoner og venlige bamser, mennesker, fugle og sjældne botaniske vækster.

Der er mange stridigheder i Peter Lautrops univers, men også fred og poesi. Det er ægte satire.
Man fornemmer en drøm om retfærdighed og skønhed.