Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekterne NIELSEN, NIELSEN & NIELSEN v/ Kim Herforth Nielsen, Lars Frank Nielsen og Hans Peter Svendler Nielsen er i 1999 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

I al værdifuld kunst ligger der en personlig tolkning af den tid som værket indgår i og udspringer af.
Inden for arkitekturen taler man således også om tidsbilleder og symbolværdier.

Tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen udviser en særlig evne til at læse tiden og optage ydre impulser i deres egen syntese, som ofte bærer præg af et stærkt ønske om at lade huset symbolisere dets indholdsmæssige funktionelle karakteristika.

Retsbygningen i Holstebro er således et modernistisk struktureret hus, hvor hver funktion klart markerer sig i helheden, men bygningen er desuden et symbolladet udtryk for den ophøjede og urørlige fasthed, som en retsbygning bør være, uden at det går ud over de skønhedsværdier, som bygningen er så rig på.
Dette skyldes ikke mindst en for arkitektur væsentlig sammenhæng mellem koncept og bearbejdning med en usædvanlig omhu i alle materialevalg og detaljeringer.

DGIs Hovedkontor i Vingsted er et hus i bevægelse. Meget passende fordi gymnastik- og idrætsfolk har til huse her. Huset er således bevidst ekspressivt som billede på en dynamisk del af tilværelsen, men er samtidig et veldisponeret, enkelt administrationshus bestående af 2 hovedelementer: ?Tårnet? og ?Stangen? med tydelige referencer til gymnastiske remedier, men samtidig med stor indre formel logik og konsekvens i materialevalget: ?Tårnet? i glas og sten, ?Stangen? i træ, og igen her med en raffineret detaljering i alle ydre som indre led.

Alt inventar er tegnet specielt til huset og medvirker til at give bygningen en sjælden harmonisk sammenhæng til trods for den udtryksmæssige vildskab.