Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekten Jens Møller-Jensen er i 2000 tilkendt Bindesbøll Medaljen med følgende motivering:

Arkitekten Jens Møller-Jensen, som var professor Erik Herløws første studerende på Afdelingen for Industriel Design, lægger selv meget vægt på sin baggrund som håndværker/instrumentmager. Den gør det muligt for ham at skitsere sine ideer i 1:1 og i de rigtige materialer fra begyndelsen.

Hans tegnestue er som en Aladdins hule, fyldt med udkast, prototyper og modeller på alle vægge og hængende ned fra loftet. Halvdelen af gulvet er anvendt til et værksted med alle mulige avancerede maskiner. Her omsættes tanker til ting. Produkterne: instrumenter, maskiner, lamper, lygter, skilte og tog - i samarbejde med mange forskellige fagfolk og i årelange udviklingsprocesser. Indefra og ud.

Højteknologiske, mekaniske og elektroniske hjælpemidler med utrolig præcision og funktionssikkerhed, men så enkle, klart og logisk lavet, at brugsanvisning er overflødig. Injektionssprøjten er neutral og aldeles udramatisk at se på, men for sin bruger uundværlig - ja livsnødvendig.

Det gælder for så mange mennesker, at den - ligesom et andet mere robust eksempel på Jens Møller-Jensens arbejder: Albertslundlygten - kan siges at være et stykke offentligt design.
Gadelygten blev til som svar på ønsket om en billigere løsning end de gængse i 1962. Den store skærm er et pladeelement, som normalt anvendes til skilte, glasset et prøveglas fra Struer. Dertil 3 bræddebolte og en bund og top.

I dag findes den i 14 forskellige modeller. En klassiker, som bruges både ved det Hvide Hus i Washington, Domkirken i Lund og Lijnbahn i Rotterdam.

Med bevidst proportionering samles foreliggende industrielt fremstillede produkter, som i collager, med tanke på brugen og brugerne.

Hvad der blev tilovers fra det ene produkt inspirerer og indgår i andre. De findes på gaderne, i skibe, i stuer, i tasker, i lommer eller i hånden og i funktion ? til lands og til vands - over hele jorden med Jens Møller-Jensens "signatur".

For sin formgivning og sine opfindelser udmærkes Jens Møller-Jensen med Bindesbøll medaljen.