Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Billedhuggeren Finn Reinbothe er tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

Finn Reinbothes arbejder er aldrig anmassende.
Han bruger alle midler, ready-mades, fragmenter af genbrug, fotos, fjernsynsbilleder såvel som apparater i installationer, skulpturer og malerier.
Finn Reinbothe iscenesætter, drilagtigt, lunefuldt og dybt alvorligt. I et næsten drømmeagtigt, grønttonet univers opløser og genskaber han vedtagne opfattelser af vore omgivelser - for derefter at give os nye overraskende billeder. Råt og poetisk på en og samme tid.
I Trapholtmuren fra 1994 viser Finn Reinbothe, i et samarbejde med arkitekturen på Trapholt, en anden side af sit format. Ved ankomsten til Trapholt er Trapholtmuren det første, man ser. Lysende hvid, 4 m høj, 1,8 m bred og 100 m lang. Mod syd forbinder den sig med museumsbygningen. Mod nord har den fået en afslutning i form af en gribende hånd. De mange murflader, mellemrum og nicher udgør et rytmisk forløb, der afspejler dagslysets vekslende fordeling af lys og skygge. Et sted i forløbet fremtræder muren fritstående, oxydrød og med et udråbstegn i form af to huller - pegende på museets indhold, kunstværkerne.
Finn Reinbothe karakteriserer sit værk som en rumdeler og et billede af den eksisterende mur. Arkitekturen er ændret til skulptur.
For sit konsekvente billedkunstneriske arbejde udmærkes Finn Reinbothe med Eckersberg Medaillen.