Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Keramikeren Gutte Eriksen er i 2004 tilkendt C.F. Hansen Medaillen med følgende motivering:

Det var Nationalmuseets samlinger, som gav den ganske unge Gutte Eriksen det kick, som har inspireret hende til livslangt at beskæftige sig med håndens arbejde med ler og glasur før ovnens varme. I den dynamiske proces og med den musikalitet som samspillet mellem hånd, fod, drejeskive og materiale kræver, har hun med mesterlig kunnen, skabt de brugbare beholdere: vaser, kar og krukker, der har gjort hende til den mest berømmede danske keramiker. Ingen er i tvivl om, at det er Gutte Eriksens, når man står overfor en ting fra hendes hånd, og dog er ikke to ens: Tidløst håndværk, formet på drejeskiven i stadig enklere urformer.

Med den suveræne underdrivelses autoritet og inspireret af Japansk pottemageri hos Bernard Leach i Cornwall, af koreansk lertøj og på studierejser af klassisk tradition og materiale i Frankrig og i Japan.

Efter flere ture i ovnen står den hårdt brændte skål prunkløs med glasuren som eneste dekoration: Et skær af celadon grønt, blåt og hvidt eller brunt. Meget ofte også en enestående lavaporøs overflade som skyldes tilsætning af borax, kvarts, aske og andre lerarter. Brat standset i at flyde nedover formen, vidner glasurens dråbeformede afslutning om materialets tøven i sit frie løb. Endeligt indgået som en uløselig del af et kunstværk, hvis komponenter efter en undertiden årelang hvilepause og endnu en brænding godkendes af kunstnerens kritiske blik og frigives til brug, til gavn og til glæde for os andre.

For sin store indsats i dansk kunsthåndværk hædres Gutte Eriksen med C.F. Hansen Medaillen.