Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekterne Bjarke Ingels og Julien de Smedt, Plot Tegnestuen er i 2005 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:
Tegnestuen Plot har på kun fire år markeret sig fagligt og vakt opsigt, ikke alene i den danske arkitektverden, men også internationalt: Vundet konkurrencer, fået store bygge-opgaver, modtaget anerkendelser, udmærkelser og medaljer ? blevet omtalt, anmeldt og interviewet i lange baner.

Tegnestuen har - med for disse breddegrader usædvanlig ildhu, iderigdom, mod og talent. - brudt gennem traditionerne og de begrænsende dogmer. Argumenteret fornyende og forestillingsskabende, om ønskeligt diagrammatisk klart, og dermed kommunikeret grænseoverskridende bygværker til opførelse.

De har anvist nye muligheder for brug af eksisterende bygninger med henblik på tidens behov i en fabulerende formgivning og med et utroligt engagement. Huse med noget på hjerte.

Af det store og frodige materiale vælges her at fremhæve det bølgende maritime ungdomshus ved Amagers østkyst og havbadet i havnen ved Islands Brygge: ?En legeplads, et udspringsområde, et amfiteater, en klippevæg?. Man kunne for så vidt lige så godt have valgt for eksempel Koncerthuset i Stavanger og glashusbofællesskabet i Trekroner ved Roskilde.

Akademiraadet udmærker Tegnestuen Plot ved Bjarke Ingels og Julien de Smed med Eckersbergs Medaillen for deres stimulerende bidrag til dansk arkitektur med løsninger, som rummer både den komplekse virkelighed og håbet om at ændre verden.