Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Billedhuggeren Jytte Høy er i 2006 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

Når Jytte Høy arbejder, tager hun gerne udgangspunkt i en undren, en undren over ubetydelige sammenhænge eller oversete hændelser, en undren som minder om den undren, der ligger til grund for en forskers arbejde. Jytte Høy laver kunstnerisk grundforskning og undersøger med konsekvens og originalitet forskellige strukturer og systemer i verden, undertiden tilsat underfundig humor.

Forankret i konceptkunstens bestræbelse på at sætte ideen og tanken i centrum formår Jytte Høy alligevel først og fremmest at være billedhugger. Den uhåndgribelige tanke medfører en skulpturel materialitet, tanken omsættes ved en uudgrundelig proces til rum og objekter. Det skulpturelle hos Jytte Høy overskrider den traditionelle definition og befinder sig i det udvidede felt, der omfatter alle tænkelige rumlige handlinger.

Jytte Høys undersøgelser har rettet sig mod små objekters finurlige relationer, billeders strukturelle opbygning, tankeassociationer og sprog. På en udstilling i Nikolaj Udstillingsbygning i 2003 skabte Jytte Høy en helstøbt installation med den rammende titel: Tankens Museum ? altså immaterielle ideer anbragt i et fysisk arkiv, med andre ord: En tankevækkende udfordring af den skulpturelle logik.

For sin enestående indsats med skulptur og installation udmærkes Jytte Høy med Eckersberg Medaillen.