Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Maleren Malene Landgreen er i 2006 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

Arkitektur og maleri kan indtræde i et forhold som rum og ramme, hvor den ene rummer fladen og det andet rammer fladen.

Maleren Malene Landgreen kommer ud over rammen. Det har hun vist i den store udsmykningsopgave i transithallen i Ålborg Lufthavn, hvor glasflader lyser i rummet og lysende rammer angiver rum.

Det er som om Malene Landgreens billeder altid er på vej, på vej til at blive, på vej til at blive noget, noget andet tredje eller fjerde. Og måske derfor er de perfekte rejsekammerater her i livet, på vej rundt i den øvrige vægtløshed. Flygtige, sarte, søgende, selvlysende. Malene Landgreens palet er sprød, sjov og sigende : Glas, plexiglas. Blåt, blåt og citrongult, rødt mod pink, lyserødt umbra og mosgrønt.

På gamle arkitekturtegninger er snitfladen i bygningerne altid sartgrå eller lyserød. På mange måder sparker farverne liv i de naturalistiske fortræffeligheder, der ellers figurerer på tegningerne. Men med deres egenart angiver farverne, at disse flader er helt fiktive eller surreelle steder. Steder man aldrig kan komme, men alligevel kommer til, men netop på afstand.

Malene Landgreen viser sådanne snit i det surreelle, imellem sartgråt og lyserødt ? snit der rammer rummet.