Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Kunstbibliotek-ejer Knud Pedersen er i 2006 tilkendt N.L. Høyen Medaljen med følgende motivering:

Hvad er Fluxus ? Hvor er Fluxus ? Hvem er Fluxus ?

Er det dem på Maciunas liste ? Er det en tilstand ? Er det overhovedet noget konkret ?
Hvorom alt er, har hele Knud Pedersens liv været Fluxus, og fra Fluxus overhovedet kom til Danmark, har Knud Pedersens person været det.

Dengang var alle grænser og alle genrer flydende. Om man var udøvende og uøvet - eller formidlende formildet - hang organisk sammen.

Men i dag, hvor alt flyder, finder Akademiraadet, at Knud Pedersen med sin person og sit virke gennem mere end 40 år, på sin egen særegne måde, har været en fremragende katalysator for det kunstneriske gennembrud i 60ernes kunst, som i særdeleshed Fluxus gennemførte.

Med nyskabelser som Kunstbiblioteket i Nikolaj Kirke - senere kopieret landet over - Byens Billede - kunsten bogstaveligt ud blandt folket - Københavns Museum for Moderne Kunst og utallige andre aktiviteter, har han gjort kunsten og livet rigere, mere humoristisk og vedkommende.
Derfor udmærkes Knud Pedersen med N.L. Høyen Medaljen.