Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Poul Pedersen maler bogstaver: Bogstaver der optræder enkeltvis som grafiske tegn, eller bogstaver der sammenstilles i visuelle systemer og geometriske mønstre. Sammenstillingerne kan være helt vilkårlige og meningsløse, bogstaverne er måske vendt og drejet, stillet på hovedet og spejlvendte. Andre gange danner bogstaverne ligefrem stavelser, ord eller sætninger, de giver mening og betydning som tekst, de kan læses.

Men bogstaverne fungerer altid først og fremmest som billeder, som maleriske flader og grafiske bevægelser. Poul Pedersen er en konceptuel maler, der interesserer sig for, hvordan tegnene ændrer betydning og skifter karakter, når de indgår i billedets formelle strukturer.

I over tyve år har Poul Pedersen arbejdet på en serie, kaldet Det stjålne alfabet, hvor han citerer udvalgte bogstaver, der optræder i andre kunstneres værker, ved at kopiere dem ned på sine egne lærreder. Dette bogstavtyveri, en form for poetisk frisætning, omhandler flere sagsforhold, bl.a. et Q fra Jorn, et A fra Picasso, et K fra Malevich. Sidstnævnte Malevich har i øvrigt været en vigtig inspirator for Poul Pedersen, da han sidst i halv-fjerdserne arbejdede tre år for Pompidou-centeret i Paris med at rekonstruere den russiske malers berømte gipsarkitektoner.

For sit systematiske arbejde med maleriets form og betydning udmærkes Poul Pedersen med Eckersberg Medaillen.