Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Med et indgående kendskab til hvordan arkitektur påvirker os, har arkitekten Kim Holst Jensen beriget vores omgivelser med sine tanker og arkitektur. Kim Holst er partner i arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen.
Det særlige ved Kim Holsts virke er, at han behersker alle arkitekturens faser og funktioner. Processen fra program til idé, til skitsering, til projektering, til realisering, til tilsyn, til indvielse, til oplevelse og brug. Alle falder de ham lige vigtige, for at resultatet kan blive af høj kunstnerisk og funktionel kvalitet.
Det kræver indsigt i detalje, i helhed, i bygherrens forestillinger og i brugernes forventninger. Den indsigt har Kim Holst.
At kunne transformere omfattende og komplekse byggeprogrammer til fysiske resultater som Katuaq kulturcenter i Nuuk på Grønland, Nykredits Hovedkontor på Kalvebod Brygge og senest det nye bibliotek i Halmstad i Sverige viser, at Kim Holst behersker form, proportion og skala i kombination med omsorg for mennesker og hverdag. En arkitektur, der på én gang er pragmatisk og poetisk.
Kim Holst er altid åben over for og parat til at møde udfordringerne i sin søgen efter at skabe noget nyt og overraskende. Noget, der peger fremad - og som giver stof til eftertanke.
For dette virke tildeles arkitekten Kim Holst Jensen Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen