Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Da Per Hebsgaard etablerede sit eget værksted, blev det dér, kunstnere i alle aldre drog hen, når noget i glas skulle udføres. Nationalmuseet kommer også til ham, når det handler om blyruder og national arv. Tilsynet med Roskilde domkirke har Per Hebsgaard også haft i en menneskealder.
Ud over disse klassiske dyder udi koldglasset har Per Hebsgaard også åbnet sit værksted for eksperimenter af snart sagt alle slags. Unge som gamle fylder flittigt ovnene med underlige glasstumper, der er første skridt på vejen til at skabe nye kunstneriske muligheder.
Silikone og UV-lim er nye materialer, som Per Hebsgaard og hans ansatte villigt benytter, hvis det gør den kunstneriske løsning smukkere. Per Hebsgaards store talent og unikke evner til at deltage i mange forskellige kunstneres udtryk er enestående. Han har mere en nogen anden flyttet mulighederne for, hvad det vil sige at arbejde kunstnerisk i koldglas.
Per Hebsgaard har deltaget i næsten alt, hvad der er lavet af glasudsmykninger i Danmark de seneste mange år. Stort som småt. Kirkeruder er blevet restaureret, andre er blevet fyldt med moderne kunst. Biblioteker, kaserner, lufthavne, hospitaler, svømmehaller - alle steder, hvor nogen ønsker glas som kunstnerisk udsmykning, kommer de til ham.
At man i udlandet også er ved at få øje op for hans helt unikke åbenhed og håndværksmæssige talent - er kun naturligt. Hans evner til at servicere, og værkstedets mange muligheder, er enestående - ikke kun herhjemme - men i det hele taget.
Derfor tildeles Per Hebsgaard Bindesbøll Medaljen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen