Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Gertrud Købke Suttons søgen efter kunstens genuine kvaliteter kombineret med en sjældent set konsekvens og dybde i iagttagelserne, gør hende til et af kunstens mest indsigtsfulde, og til faget hengivne, ambassadører.
Kunstnere, gallerister, museumsfolk og kuratorer beretter om Gertrud Købke Suttons grundigt undersøgende tilgang til værkerne, når hun var på sine legendariske kunstrunder.
Resultatet læste man med glæde i Information og før den tid også i Weekendavisens kloge anmeldelser, der fungerede som både taktstok og kvalitetsbarometer i kunstkritikken.
Ud over hendes hverv som kunstkritiker, har Gertrud Købke Sutton arbejdet som freelance-kurator for kunstmuseer og kunstforeninger i Norden, samt som forfatter til artikler om kunst i ind- og udland, og har publiceret bøger om eksempelvis Erik Hoppe (1992), Jens Søndergaard (1996) og Giorgio Morandi (2002), ligesom hun fra 1980-96 var formand for Foreningen af danske Kunstkritikere, hvor hun i dag er æresmedlem.
Gertrud Købke Sutton besidder den sjældne evne at kunne artikulere sig i et let fatteligt sprog, også når det drejer sig om tungere og mere komplekse emner.
Hendes kærlighed til, forståelse for og fortrolighed med De Skønne Kunster, fremstår med uomtvistelig klarhed i de tekstuelle favntag, hvormed hun omgærder kunstværket.
For denne indsats hædres Gertrud Købke Sutton med N. L.Høyen Medaljen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen