Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Peter Callesen arbejder med både papirklip, ruminstallationer og performance, og han evner i så forskellige genre og arbejder at være både original og præcis i sit udtryk.
Der er noget heroisk over Peter Callesens produktion af værker, og i de karakterer han indtager i sine performances. Der er ofte noget fatalt og fantastisk ved udfaldet, der indeholder skønhed, poesi og komik.

Det der sker med papiret i Callesens hænder er noget ganske særligt. Noget unikt og uendeligt kompliceret. Eksistentielle og filosofiske spørgsmål og åbne, enkle svar er implicit i værket. Forfinet og enkelt formår Callesen at gengive alt dette i sine papir-klip, der ofte og bogstavelig talt er sammenhængende værker, bare klippet ud af et ark papir.

Det, der først blev klippet ud, ender med at ligge tilbage i sin negative form. Som et før og efter, liv og død, handling og konsekvens spejler det hinanden som positiv og negativ i et og samme stykke.
I ruminstallationen Mirage fra 2004 spejles virkeligheden 1:1 i pap, således at man ikke aner forskellen, og således at virkeligheden bliver en del af illusionen.

For dette tildeles Peter Callesen Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen