Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Billedkunstneren Ursula Reuter Christiansen er i 2011 tildelt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:
Ursula Reuter Christiansen er født i Trier i Tyskland. Hun tog sin uddannelse som billedkunstner på Kunstakademiet i Düsseldorf hos professor Joseph Beuys.
Elevtiden styrkede hendes udprægede sans for materialet og gennem sin kunst at søge nye erkendelser i menneskets sociale omgivelser og myter.
Efter ankomsten til Danmark fik hun kontakt til den danske kunstscene, hvor Eksskolen og de kunstnere, der var knyttet hertil, fik stor betydning for hendes kunstneriske løbebane.
Hun arbejder ud fra et ekspressivt, sanseligt koloristisk billedsprog. Det gælder både i hendes maleri, og når hun bevæger sig ud i skulpturelle materialer.
En dansk kunstner har engang sagt: Med Ursula kom hæsligheden ind i dansk kunst – og det er vel ikke helt forkert at sige, at hendes kunstneriske udtryk tilførte en råhed, vi ikke var bekendt med på samme måde.
For hende er et billede gjort af et stof – og som hun siger: I maleriet manifesterer tingene sig – maleriet skal være, ikke illudere.
For hendes væsentlige og konsekvente arbejde som billedkunstner, hendes fortællekraft og hendes kunstneriske bearbejdning af eventyr, myter, poesi og politik udmærkes Ursula Reuter Christiansen med Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen