Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekten Marianne Levinsen er i 2012 tildelt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:
Landskabsarkitekten Marianne Levinsen, som i 1995 tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København og siden 2002 har drevet egen tegnestue, har i sin produktion arbejdet med landskab og byrum på såvel strategisk niveau og på design og de-taljeniveau. Projekter som Tietgenkollegiet, CBS-Campus, Hedegårdenes Skole, Munkegårdsskolen og Jægersborg Allé vidner om et talent og en tilgang til faget, hvor fokus på detaljen parres med uforfærdethed, hvor venlighed og nerve går hånd i hånd. Alt sammen med overskriften INDLEVELSE. Marianne Levinsen er ”tæt” på stedet, ”tæt” på funktionen og ”tæt” på brugeren. I hendes projekter findes der altid en over-sættelse og fortolkning af programmet, som er stærkt personligt og samtidig en kvalifi-ceret kommentar til projektets vision. Marianne Levinsen arbejder med raffinement i både eksklusive og omkostningstunge materialeløsninger og i byens materialepalet-ter, der ofte er robuste og økonomiske.
Denne leg med det pragmatiske, funktionelle og arkitektoniske kombineret med hendes store viden gør, at Marianne Levinsens projekter altid er særlige, altid vedkommende. De i bogstaveligste forstand udvikler sig over årene. Derfor kan man hele tiden genbesøge det enkelte projekt, og derfor tildeles Marianne Levinsen Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen