Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Keramikeren Ursula Munch-Petersen er i 2016 tilkendt C.F. Hansen Medaillen med følgende motivering:
Keramikken rækker tilbage til de tidligste civilisationer. Gennem tusinder år er der blevet skabt kar, potter, fade og kopper i leret; det er blevet brændt og glaseret og brugt af alle, alle dage. Brugsgenstande, der rummer den sanselige glæde ved mad og drikke – vin og the, suppe og salat.

Leret og glasuren giver særlige muligheder for mønstre, flader og farver, der glæder ved erindringen om deres frembringelse – små tryk af et redskab, to farvers indbyrdes sammenflyden.

Ursula Munch-Petersens arbejder gennem et langt liv har altid forholdt sig til denne historie og tradition – hendes kunst er brugskunst, uden forbehold eller forstillelse. Hendes værker tager udgangspunkt i urformerne, og selvom hendes stel og brugsgenstande er fuldstændigt samtidige i deres form og udtryk, er de ligeså tydeligt forankrede i processen og i den nydelse, de skal bidrage til ved bordet. Organiske fade favner fiskene – og kander med karakter gør oplevelsen af en kop the hver morgen til en fest. Det serielle, den gradvise forvandling er et andet klassisk og organisk træk, der både findes i traditionen og stoffet, og finder en særlig form hos Ursula Munch-Petersen.

Hun har skabt, og skaber, såvel unika som industrielt fremstillede genstande til vores hverdag. Der er hundredevis af unikke kopper, kander og kar, og der er industrielle stel for Royal Copenhagen, SAS og nu Kähler. Tilsammen udgør alle disse elementer et mesterværk, der hylder hverdagen. For dette hædres Ursula Munch-Petersen med C.F. Hansen Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen