Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekt Teit Weylandt er i 2016 tilkendt Thorvald Bindesbøll Medaljen med følgende motivering:
Vores fysiske verden er mangfoldig. Vi omgiver os med komponenter, ting – enkle eller mere komplicerede. De skaber værdi, bredt, fysisk og mentalt, banalt, pragmatisk og praktisk. De skaber det ”bekymringsfri” hus, men også oplevelser for vores sanser. Ikke kun synssansen, men også det rigtigt nærværende, det taktile og det kropslige.

Teit Weylandt arbejder i denne verden, med både mod og vision. Han hører til blandt den danske modernismes mest betydningsfulde arkitekter og designere.

Han var stærkt tilknyttet Arne Jacobsen i skabelsen af ”gesamtkunstværker”, hvor alt har gensidig betydning, fra det overordnede greb til den mindste detalje. Som ung medarbejder i detaljeringen af Nationalbanken og i den forbindelse udviklingen af Vola-armaturet såvel teknisk som i et formsprog, der frem til i dag har sat sit tydelige præg på armaturudformning internationalt.
Og – for at blive ved Arne Jacobsen – stod Teit Weylandt i sin tid som sagsarkitekt for Den danske Ambassade i London og for få år siden renoverede og teknisk ajourførte han facaderne på Jacobsens St. Catherine’s College i Oxford.

Yderligere skal fremhæves hans medvirken ved udviklingen af brillesystemet Air Titanium, hvor hans minimalistiske tilgang til opgaven er subtil og indgår i et samlet billede af en kompromisløs designer af hverdagens udfordringer.

Det enkle greb, det indlysende, det man ikke havde regnet med – og det selvfølgelige. Kvalitet der ikke altid er dominerende synlig – men sublim, prunkløs og enkel.

For denne forbilledlige indsats tildeles Teit Weylandt Bindesbøll Medaljen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen