Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Chefredaktør Jan Falk Borup er i 2017 tilkendt N.L. Høyen Medaljen med følgende motivering:

Jan Falk Borup har med KUNSTEN.NU skabt en af de vigtigste platforme for formidling af billedkunst i Danmark. KUNSTEN.NU er et webbaseret nyhedsmedie, som formidler billedkunst kritisk og debatskabende, tilgængeligt og informativt.

Jan Falk Borup er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og som studerende iværksatte han for 13 år siden kunstprojektet AARHUS.NU på nettet. Siden spredte det sig til resten af landet under navnet KUNSTEN.NU og blev en markant stemme i den danske kunstformidling.

Jan Falk Borup siger selv: ”Idéen var helt enkelt at få etableret en følelse af en kunstscene ved at dokumentere og informere om de kunstneriske aktiviteter, der rent faktisk var – men som der fatalt manglede offentlighed omkring.”

KUNSTEN.NU har formået at udfylde dette hul i kunstformidlingen og har markeret sig som et af de vigtigste medier for anmeldelser og debat. KUNSTEN.NU synliggør og samler kunstscenen som ingen anden platform og leverer kritisk og tilgængelig information, der både retter sig mod kunstscenen selv og det brede publikum.

Med KUNSTEN.NU har Jan Falk Borup skabt et kunstformidlingsmedie af høj kvalitet og for dette hædres Jan Falk Borup med N.L. Høyen Medaljen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen