Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Billedkunstner Lone Høyer Hansen er i 2018 tilkendt Thorvaldsen Medaillen med følgende motivering:
Lone Høyer Hansens skulpturer synes at vogte over en modstandsfyldt hemmelighed. Som komplekse strukturer i et enkelt og klart formsprog er de modsætningsfyldte – de blotter sig og modstår samtidig at vise det hele.

Lone Høyer Hansen er billedhugger. Uanset om det er en formgivet, modelleret krop af halm og gips, en bronze på mahognisokkel, en konstruktion af plexiglas og stof eller et fotografi af skygger og spejlinger i vinduet fra hendes elskede New York, er det skulpturens tredimensionelle mysterium, der afsøges.

Som elev af billedhuggeren Willy Ørskov har Lone Høyer Hansen, også i sit eget virke som professor på Kunstakademiets Billedhuggerskole, videreført arven herfra i sin insisteren på den åbne skulptur i dialog med rummet, kroppen og beskueren.

Kærligheden til skulpturens fænomenologiske væsen udmøntes i et rigt og dedikeret værk, hvor mange indgangsvinkler afprøves for at indfange denne flerplanede krop, der peger både ud fra og ind mod sig selv og samtidig afviser ethvert forsøg på at samle trådene omkring et betydningsmæssigt facit for i stedet at manifestere skulpturen som selvstændigt oplevelses og erkendelsesrum.

I sit mangeårige værk afsøger Lone Høyer Hansen igen og igen, hvordan denne fremmede krop af materiale gestalter sig i rummet – det rum, der omkranser dig, der ser og mærker, som blik og som krop. I dette rum, i dette møde, med dette fænomen – den anden, forstår jeg uden ord, hvem du er og jeg ved, at jeg er.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen