Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Kunsthistoriker Gitte Ørskou er i 2018 tilkendt N.L. Høyen Medaljen med følgende motivering:
Dét der driver mig hver eneste dag er at kunne gøre kunsten til en naturlig del af vores allesammens dagligdag.
Gitte Ørskou har i egenskab af sit store talent og ildhu, i en travl tid som direktør for både Kunsten i Aalborg, Utzon Center og formand for Statens Kunstfond samt projektstøtteudvalget for billedkunst, formået at højne og styrke det faglige niveau for kunstformidling.

Kunsten i Aalborg har med Gittes indtræden som leder markeret sig som frontkæmper for at få kunsten ud til folket. Under museets 2 års hjemløshed formåede Gitte Ørskou at etablere en helt ny formidlingsstrategi: Kunsten-to-go, hvor museet rykkede pop-up udstillinger ind på banegården, etablerede workshops i eksempelvis zoologisk have, bragte berømmede værker fra samlingen ud til 85 folkeskoler og lod tre private hjem omdanne til ‘collectors homes' i tre landsdækkende tv-udsendelser. Museet Kunsten har efter sin åbning brilleret med en række af store, meget vellykkede, internationale samtidsudstillinger og Alvar Aaltos kunstmuseum fremstår i dag renoveret på smukkeste vis.

Som bestyrelsesformand for Statens Kunstfond har Gitte Ørskou formået (ikke bare) at tage til genmæle i pressen og på TV ved angreb på Fondens habilitet eller fordomsfrihed. Med sin stålsatte overbevisning om: “At kunsten kan gøre vores liv rige og åbne op for nogle andre refleksionsrum og dagsordener end dem, som excelarkene og vores politikere dikterer”, får hun formidlet et smukt budskab om et kulturelt grundstof, hvor ytringsfrihed, armslængdeprincip og kunstnerisk frihed er en del af et demokratisk, dansk dna. Som formand for Statens Kunstfond har Gitte Ørskou synliggjort og markeret Fonden som en udadvendt samarbejdende statsinstitution med stor faglig integritet.

For sit modige, engagerede arbejde med kunsten, sin professionelle og visionære måde at drive kunstmuseum på og for sin insisteren på at formidle med samfunds og samtidsrelevans tildeles Gitte Ørskou N.L. Høyen Medaljen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen