Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekterne Signe og Christian Cold fra Entasis er i 2020 tilkendt C.F. Hansen Medaillen med følgende motivering:
Kantede, egenartede, stedbundne, besjælede. Arkitekterne Signe og Christian Colds værker kommer hele spektret rundt og fæster sig i bevidstheden. De rører os, provokerer os, udfordrer os – de insisterer på og fastholder arkitekturen som en kunstart. Arbejdet med program, sted, materialitet og tektonik kaster i Signe og Christian Colds hænder altid noget nyt af sig. Det er undersøgende, eksperimenterende og ambitiøst, båret af en indlevelse, omhu og dedikeret søgen efter at nå ind til arkitekturens kerne, den større mening, i værkerne. Man mærker arkitekturen, den skiller sig ud og er helt sin egen. Det er ikke altid imødekommende eller smukt i klassisk forstand, men altid vedkommende – det vil os noget, kræver noget af os – det er poetisk, tankevækkende. Signe og Christian Colds værker er båret af en nødvendighed, en længere tid og en større dybde end det meste, vi oplever i samtiden. Her er ingen materialer, der dækker over noget andet, ingen hurtige løsninger, men en fordybelse og en vedholdenhed, der får værkerne til at fremstå skulpturelt afklarede, rene og enkle fra helhed til detalje. Værkerne udstråler et vitalt og nærværende samspil mellem arkitektonisk talent, tektonisk kunnen og stoflig materialitet, der holder idéerne bag levende.

For et kompromisløst, ærligt, selvstændigt, atmosfærefyldt og forbilledligt værk hædres arkitekterne Signe og Christian Cold med C.F. Hansen Medaillen.

Klik for at se Samtale med medaljemodtager



Værker vist i forbindelse med modtagelsen