Eckersberg Medaillen 2023

Arkitekt
Michael Christensen


Gennem det sidste årti er en familie af bygninger vokset frem på DTUs campus i Lyngby; en familie, der er i venlig og respektfuld dialog med det eksisterende store anlæg. Den nye familie efterligner ikke den gamle, formmæssigt, men den taler det samme sprog; et sprog, der handler om orden, om præcision og om rummelighed, i både bogstavelig og overført betydning. Her er plads til det liv, som både ansatte og studerende lever, og her er højt til loftet.

Bygningerne på DTU er karakteristiske for det arbejde Michael Christensen står for med tegnestuen Christensen & Co. Husene respekterer omgivelserne, men står selv, de er klare og gennemsigtige i deres opbygning, men også fyldt med overraskelser og formglæde.

Familien på DTU er dog kun en lille del, af den meget store og rige produktion Michael Christensen har stået for, siden han startede tegnestuen i 2006. En produktion, der er funderet i teknologisk såvel som humanistisk viden, og som spænder fra det meget store til det helt nære. Der er rummelige folkeskoler, rum for sport og fest, ikoniske bygninger for fællesskabet og beskedne møbler.

For en arkitektur, der elegant balancerer det skønne, det nyttige og det holdbare, tildeles Michael Christensen Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen