Fotos: Jens Lindhe
Sophia Kalkaus korudsmykning fra 2016 i Grøndalskirken er et enestående eksempel på, hvordan et kunstværk alene ved sin idés afklarede enkelhed kan løfte og ændre udtrykket i et helt kirkerum.
Stort set alle æstetiske forhold i og omkring Grøndalskirken er tunge. Bygningen, der er opført i 1920’erne, står som en forvokset, nærmest borgagtig landsbykirke midt i en stærkt trafikeret, mangesporet vejforgrening ved Bellahøj i København. Dertil kommer, at kirkerummet, der af økonomiske årsager måtte afkortes fra de oprindelig planlagte fire hvælvingsfag til tre, på grund af sin store bredde virker påfaldende klodset proportioneret.
I 2003 iværksatte menighedsrådet en gennemgribende renovering af kirkens indre. I særlig grad var man utilfreds med det dybe, vinduesløse kor, der fremstod som en dunkel og trist grotte. Arkitekt Erik Brandt Dam fik overdraget opgaven, og senere i 2009 valgte menighedsrådet, efter rådgivning fra Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst, Sophia Kalkau til at udføre en korudsmykning.
Den arkitektoniske del af totalrenoveringen, der stod færdig i 2011, har efterladt kirkeskibet med et noget sterilt og identitetsløst udtryk. Men nyindretningen af koret danner en fokuseret rituel scenografi med et rektangulært vindue placeret forskudt bag alterbordets og knæfaldets stramt symmetriske komposition.
Det element, som har den afgørende æstetiske betydning for kirkerummet, og som får det hele til at gå op i en højere enhed, er imidlertid Sophia Kalkaus hvide marmorstele, der spænder syv meter fra korets gulv til loftets hvælving. Værket, der stod færdigt i 2016, er placeret asymmetrisk i koret som et forhæng, der er trukket til side fra det nyetablerede vindue. Stelen står som et kraftfuldt afbalancerende objekt omtrent som en symbolsk bærende konstruktion. Dens æstetiske effekt er et resultat af udsagnets enkelhed.
Helt konkret danner det skulpturelle element en vertikal akse, der som orienteringspunkt hjælper kirkegængeren med at holde blikket fast og fødderne på gulvet i et rum, hvor belysning og interiør i øvrigt fremkalder en let svævende, ukonkret fornemmelse. Samtidig kompenserer stelen med sit stærke vertikale løft for kirkerummets temmelig tunge proportionering og tilfører det en ophøjet poetisk ro og mystik.
Sophia Kalkaus værk ligner ikke rigtig nogen tidligere set form for kirkelig kunst, men det har en autoritet og selvfølgelighed, som om det altid havde hørt til i dette rum. Én årsag er dets æstetiske funktionalitet. En anden er stelens umiddelbare fysiske nærvær, der i kraft af et tilbageholdt formsprog undgår at virke påtrængende på trods af objektets størrelse.
Værket rummer en åben flertydighed, der holder det levende for beskueren. Det er både en abstrakt form og en symbolsk figuration. Det kan ses som et forhæng, hvis folder med tyst ro breder sig fra loftet mod gulvet, men samtidig danner den samme figur en søjle, der løfter sig fra gulv mod loft. Det er en skulptur, der på en gang er statisk og i bevægelse, som en fysisk og metaforisk forbindelse mellem himmel og jord.
Som formsprog forbinder stelen moderne minimalisme med nyklassicismens forkærlighed for foldet klæde hugget i hvidt marmor og det på en måde, der passer meget fint ind i Grøndalskirken mange stilblandinger. Der er iøvrigt en interessant parallel til det omtrent samtidige alterbord af Christian Lemmerz i Lyngby Kirke. Også dette værk er karakteriseret af foldet klæde hugget i hvid marmor som et præcist anbragt stilcitat.
Endelig kan der læses flere referencer til kirkelig symbolik ind Sophia Kalkaus værk, f.eks. Marias svededug eller himmelstigen. Det kan også opfattes som et forhæng, der på én og samme gang skal give adgang til og tilsløre det hellige (skjult bag stelen findes der faktisk indhugget et ornament). Men værkets absolut vigtigste betydning ligger i selve formens konkrete visuelle funktion i rummet. Stelen er et lærestykke i, hvor betydningsfuldt det er at skabe kirkekunst, som med fokus, omtanke og indsigt forholder sig konkret til det sted, hvor det skal installeres. Og dernæst, hvor velegnet abstrakt minimalisme er som nutidigt udtryk i kirken.
