Udvalg for Landskab og Planlægning

De danske landskaber er under konstant forandring, og Akademiraadet oplever i stigende grad de æstetiske konsekvenser af planlægning, lovgivning og forvaltning i forbindelse med klimaforandringer, natur- og landskabsværdier og placering af energianlæg i det åbne land.

For at styrke rådgivningen på det landskabsfaglige område har Akademiraadet et Udvalg for Landskab og Planlægning, der bistår rådet i at behandle specifikke og principielle sager om klima, planloven og landskabsplanlægning på tværs af regioner og kommuner.

Aktiviteter

Udvalg for Landskab og Planlægning skriver udtalelser og svarer på høringer om blandt andet de æstetiske og fysiske konsekvenser af klimaforandringer og ditto tilpasninger både i byerne og i det åbne land. Udvalget beskæftiger sig med udviklingen i det danske landskab generelt og især med konsekvenserne af nye infrastrukturelle tiltag.

Udvalget gennemfører seminarer og debatarrangementer for statslige og kommunale aktører. Her drøftes aktuelle problemstillinger inden for landskab og planlægning.

En årlig studietur til skiftende steder i landet bruges til at rette opmærksomheden mod specifikke landskabsfaglige problemstillinger i det valgte område.

I 2022 har udvalget udarbejdet idéoplægget Et Grønnere Danmarkskort 2050.

Udvalget mødes 4-6 gange årligt.

Medlemmer

Udvalget består af 6 medlemmer – 3 arkitekter og 3 billedkunstnere. Medlemmerne udpeges af Akademiraadet for 2 år ad gangen, med mulighed for genvalg. Det tilstræbes, at der blandt udvalgets medlemmer både er personer med særlig faglig viden om natur og miljø og personer med erfaring i landskabs- og byplanlægning.

Mødeplan for mødeåret 2023/2024

  • Tirsdag den 7. februar 2023
  • Tirsdag den 9. maj 2023
  • Torsdag den 24. august 2023 – besigtigelsestur
  • Fredag den 25. august 2023 – besigtigelsestur
  • Tirsdag den 19. september 2023
  • Tirsdag den 21. november 2023
  • Tirsdag den 27. februar 2024
  • Tirsdag den 16. april 2024
  • Tirsdag den 11. juni 2024