Thorvaldsen Medaillen 2020

Billedkunstner
Poul Pedersen

Poul Pedersen er holdt op med at lave kunst. Mange gange. Han har nok rekord i at holde op med at med at lave kunst. Men heldigvis også i at begynde igen, for hver gang har han fundet en grund til, at dette sidste værk, alligevel ikke var det sidste, eller et argument for, at samfundet lige netop nu har ekstra hårdt brug for kunst. Sandheden er nok, at han slet ikke kan holde op. I hans igangværende tidsskrift De sidste år handler hvert nummer om sidste år, 2020-udgaven handler om 2019 osv. Og han har allerede planlagt det allersidste, posthume nummer, så han kan udkomme efter sin død – ligesom David Bowie jo gjorde det. Det er en højst ubeskeden form for beskedenhed, eller omvendt. Da nogen kaldte Poul Pedersen en stor kunstner i en invitation, protesterede han højlydt og truede med at komme på stylter – han var vel 84 på det tidspunkt.

Er Poul Pedersen, uanset størrelse, Danmarks første konceptkunstner? Måske hvis han delte titlen med mange af sine samtidige, som alle måske ikke er bredt kendte, men primært værdsættes af andre kunstnere, men som måske samtidig har været så væsentlige for disse kunstnere, at det er afgørende for, at de overhovedet laver kunst. Er Poul Pedersen overhovedet konceptkunstner? Hélt og aldeles! – og samtidig måske ikke hélt – bl.a. fordi der altid vil være en håndværksmæssig stolthed hos den bygningsmaler, der blev tiltrukket af kunsten, hos den maler, som selv påstår, at han laver ”normal kunst”, på lærreder. Er han da snarere en digter, der har brugt et liv på at male konkretpoesi på lærreder? I hvert fald ikke kun. Ville en normal kunstner bruge 25 år på at stjæle bogstaverne fra de andre kunstnere for at give dem tilbage til digterne? Ville en normal kunstner insistere på, at værker ikke kan eller må sælges for derefter at forære dem bort? Måske. Forhåbentlig.

Er denne kunstners bidrag til kunsten så væsentligt, at han bør modtage den største anerkendelse, der findes – mindst!