Franciska Clausen Medaljen 2022

Billedkunstner
Jens Haaning

Spektakulære kup har altid vakt opsigt. Når der så tilmed er tale om en kunstner, som vover at sende tomme rammer retur til værkets bestiller – her museet Kunsten – uden de lånte penge, så bliver det decideret frækt. Hvis kunstneren så samtidig erklærer, at det han har gjort er kunst, så er det også en rigtig god historie.

Med de enkleste greb tydeliggør Haaning på bedste vis noget helt centralt i udstillingen ”Work it out”, som han er blevet inviteret til at deltage i. Med en efterhånden sjælden institutions-kritisk gestus, inddrages ikke bare en generel problemstilling om arbejdsforhold og aflønning, men også Kunsten. Ja, det er altså museet, der hedder Kunsten.

Jens Haaning peger på de skel, der er mellem kunstner og institution og de prækære forhold, de fleste kunstnere arbejder under. Der er kun én udvej. Troen på retfærdighed er væk. Take the money and run!
Da museet Kunsten planlagde udstillingen ”Work it out” om fremtidens arbejdsliv, havde de nok ikke regnet med selv at blive omdrejningspunkt for udstillingen. Og nok heller ikke med, at man ikke altid kan work it out. Nogle gange risikerer man alt. Udstillingens titel bliver emblematisk for, hvordan museet, og vi alle i sidste ende kan blive fanget i vores egen storytelling. Hvor vi alle efter bedste evne må forsøge at work it out. Selv store institutioner kan pludselig blive skrøbelige, og man ser besværet for museet, der jovialt forsøger at padle med medie-strømmen og samtidig sagsøger kunstneren.

Skam til jer på Kunsten! Skam til alle museer, der deltager i en sådan udbytning af kunstnerne. Skam til Akademiraadet selv, når vi udpeger kunstnere til at arbejde gratis for talrige organisationer. Og hurra for Haaning, som med humor, mod og med sin egen straffeattest som indsats, udfordrer systemets aflønningspolitik. Det er da stort – og fængslende – at kunne give en Franciska Clausen Medalje på den baggrund.