Thorvaldsen Medaillen 2024

Billedkunstner
Peter Land

Der findes nok stadig en idé om kunst som noget eksklusivt; som noget, der kræver en særlig sensibilitet, og som derfor er forbeholdt dem, der har tid og råd til at omgive sig med fine ting og opdyrke en sådan sensibilitet – eller smag.

Og fordi den idé findes, findes den type kunst nok også, fordi den forsyner og bekræfter den idé.

En del af den idé er nok også idéen om kunst som præstation; om at kunstnere er særligt dygtige til et eller andet og altså kunne få 10, eller 12, eller hvad skalaen nu er, i maleri, billedhuggeri, konceptkunst…og vinde medaljer.

Heldigvis findes der også en anden type kunst, som på én gang er mere beskeden og mere ambitiøs. En kunst, som også henter sin inspiration fra store mestre som Monty Python og Buster Keaton, og simpelthen fra det at være et menneske i verden, og som er så klar og tydelig, at selv et barn heller ikke kan forstå den.

Og fordi denne anden type kunst findes, findes også denne anden idé om kunst, som noget mellemmenneskeligt – og sjovt, til dels – og trist, til dels – og helt og aldeles vedkommende, også for folk, der fremover har tænkt sig at praktisere og/eller værdsætte kunst – eller netop ikke havde tænkt sig, at de skulle værdsætte kunst.

At denne anden, mere beskedne og meget større bestræbelse findes, kan vi blandt andet takke Peter Land for. Eller rettere: Blandt andet det, at denne anden bestræbelse findes, kan vi takke Peter Land for. Tak, Peter. 100 point!