Sven Hols’ legat 2024

Billedkunstner
Camilla Nørgård

Under sit eget motto, ”DONT LOOK FORWARD LOOK AROUND”, bliver det, der var engang, til det, der er nu, i Camilla Nørgårds værker.

Gennem fragmenter fundet på vandringer og gennem opmærksomhed på et område skaber Camilla Nørgård sine installatoriske værker og udsmykninger. Som en arkæolog finder Camilla Nørgård spor, tegn og elementer, der indgår i et værk, der peger tilbage på stedet.

Stedet definerer således den kunst, vi møder i Camilla Nørgårds værker. Det gamle landskab, der var, smelter fortid og nutid sammen til et værk. Hvor en landskabsmaler gengiver et sanset her og nu-blik, er Camilla Nørgårds arbejde med landskabet betinget af det fundne objekt og historien. Det undseelige og det, som med det blotte øje ikke har nogen værdi, får masser af værdi gennem sin historiske relation til sine omgivelser.

Det er langsigtede processer mod et endeligt værk, der gør os bevidste om det område, værket er skabt af og i. Det er derfor også den synlige proces, der bærer det endelige værk.

Med sin udsmykning til det kommende Bispebjerg Hospital har Camilla Nørgård gjort den meget langstrakte proces tydelig på byggestedet. En ti år lang proces, der påbegyndtes i 2016 og slutter med indvielsen af værket, når hospitalet står færdigt i 2026, hvor Camilla Nørgård har indrettet et kunstnerisk laboratorium, der er placeret ved byggepladsen og er opsamlingssted og formidlingscentral for det kunstprojekt, der vokser ud af stedets historie. Både gennem de mennesker, kunstneren møder på sin vej, og gennem fundne elementer som dørbeslag, klinker og borekerner, som er levn fra arbejdet med at bygge det nye hospital.

Det er originalt, det er smukt, og det er unikt. Det vidner om et enestående kunstnerskab i dansk kontekst. Derfor tildeles Camilla Nørgård Sven Hols Legat 2024.