Sven Hols’ legat 2024

Billedkunstner
Kåre Frang

Kåre Frangs praksis kredser om det foranderlige og skrøbelige i hverdagen. Gennem skulptur, video og installation iscenesætter han objekter og scenarier, hvor det genkendelige fordrejes akkurat nok til, at det flimrer mellem det, vi forventer og noget absolut fremmed.

I Frangs værker finder man mange nuancer. Udover det gennemsyrende element af skrøbelighed, er værkerne humoristiske, eksistentielle og legesyge, men samtidig rummer de mørke, dystopiske og foruroligende aspekter. Ofte er de på en og samme tid absurde i deres karikerede udtryk og samtidig ubehageligt realistiske i deres fremskrivning af klimakrisens udvikling. Som for eksempel i værket Head-in-the-sand på stranden ved Blåvandhuk, hvor en bondegård fremstår begravet til taget i sandet ledsaget af et næsehorn, der søger ly. Værkets suggestive greb blev sidenhen understreget og fuldendt af naturens ustoppelige kræfter, da havet som en fernis skyllede indover den begravede bondegård.

Kåre Frang modtager Sven Hols Legat for sine gode evner til ubønhørligt at prikke til og pirke i det, vi har en tendens til at lukke øjnene for, nemlig det uholdbare i vores omgang med planetens begrænsede ressourcer.

Tillykke!