Akademiraadet inviterer hvert år en festtaler til at bidrage til Stiftelsesfestens hyldest af kunsten og fejringen af de billedkunstnere og arkitekter, der hædres med Akademiets medaljer. I år blev festtalen holdt af forfatter og oversætter Shëkufe Tadayoni Heiberg, der til lejligheden havde skrevet en poetisk sonetkrans.
GRUNDSTEN
en sonetkrans om kunst & grundforskning
1
Vi går imod en verden i forvandling
dens frø er plantet der hvor håbet stod
den lille spire kalder nu på handling
i vores fortid har den slået rod
Vi ser den blafre blidt med sine vinger
vi ved at den kan vælte os omkuld
effekten former nye mørke minder
hvor floder raser over jordens guld
Det lille frø kan rejse mange træer
og de kan vokse frem af jordens skød
vi kan bestemme hvilke det skal være
En ask med et sørgmodigt perspektiv
en ahorn klædt i stjernehimlens glød
en verden fuld af mørke eller liv
2
En verden fuld af mørke eller liv
og pilen peger allermest på mørke
på smeltet indlandsis og evig tørke
og arter skåret fra med slebet kniv
Vi ser fortvivlet til og føler sorgen
som bien der blir narret for sin honning
om vi er menig kvinde eller dronning
så gruer vi for tabet af i morgen
Den gru den sætter sig på åndens knogler
for kalk og knaster stivner drømmens blod
som fyren der er tung af egne kogler
Men drømmens blod må renses med en blanding
af leg og visdom rørt til overflod
en drøm der flyder frisat ind i handling
3
En drøm der flyder frisat ind i handling
en rislen ned ad moderjordens krop
den kalder på en ny slags helt og yngling
en kærlig stemme som kan synge stop
Jeg synes jeg kan høre stemmen runge
det lyder som en stor og fælles røst
den synger ikke alt med samme tunge
men væver toner frem fra hvert et bryst
De risler sammen kildevæld og bække
forgrener sig og mødes i en krone
som snart vil hele jordens flade dække
Vi mødes ved en sø med bløde siv
og øver trods mod kapitalens trone
med pen og pensel må vi nu beskrive
4
Med pen og pensel må vi nu beskrive
den verden som vi gerne vil forære
til vores små og dem der har det værre
alt andet ville være tidsfordriv
For frø skal ikke bare vandes rigtigt
og gødes efter gammel skik og brug
at male nye veje frem blir vigtigt
så vores verden ikke går itu
For kunsten den kan brøle som en løve
og skabe som et barn i strandens sand
et slot der vækker alle verdens døve
Ja kunsten er at tegne verden større
med blikket vendt mod uudforsket land
at åbne de utænkeligste døre
5
At åbne de utænkeligste døre
beskrive døren til den kan gå op
beskrive byen og hvad den kan gøre
hvis den er blød og åndbar som en krop
At grave frem de ord der ikke findes
og dem der fandtes men er blevet væk
at støbe formen til en tid at mindes
og vække den med maling, bly og blæk
Det er et job for den hengivne kunstner
der skaber ind i fællesskabets væv
her møder hun enhver hengiven forsker
De to har både mål og med tilfælles
at følge sporet når en sti er skæv
at holde på at stjernerne kan tælles
6
At holde på at stjernerne kan tælles
det er den barnetro vi fødes med
at mejsens træ selvfølgelig ikk’ må fældes
og helt til Kina vi kan grave ned
Og troen på at vi da godt kan tale
med vores bløde nuttede kanin
som svarer når den vrikker med sine hale
om den vil ha’ salat eller rosin
Men troen har tendens til at fordufte
når kursen i et voksenliv blir sat
og roret overlades til fornuften
Dog, hvis vi lytter efter kan vi høre
en fjern fortælling om en fælles skat
at høre til i noget som er større
7
At høre til i noget som er større
og smukkere end alt der ellers er
og rigere end alle verdens bøger
på fantasi, mangfoldighed og værd
Det hedder livet – det spektakulære
det bor i både jord og luft og vand
det myldrer i sin vilje til at være
og overgår den vildeste forstand
Vi er en art blandt alle disse arter
der findes i en smuk mangfoldighed
de største det er hvalerne med barder
Planetens kæmper – de skal roligt ældes
og ikke dø for vores grådighed
det er den gave som vi har tilfælles
8
Det er den gave som vi har tilfælles
det er den skønhed som vi har forladt
og den kan hverken købes eller sælges
i bregnens flimmer bor den største skat
Den største vækst i underskovens rige
hvor svampens frugter viser deres glans
hvor hjorten lader hjortekiddet die
med moderlig og stærk æstetisk sans
Og vores art er også inviteret
vi bliver budt på nødder og på bær
den friske bryg af luft får vi serveret
Og hvis vi mærker efter indeni
så står den klar, den omsorg som her er
at livet er den reneste magi
9
At livet er den reneste magi
når blot ét frø forvandler sig til tusind
som spredes kyndigt ud og går i hi
så de er forårsklar til spiringsrusen
Det er naturens generøsitet
at dele forråd på de mørke dage
at holde rum for livets alfabet
som staver “altid give mer tilbage”
Det gavmilde og ødsle må vi lære
vi må ta plads i artsrigdommens skole
hvor lærerne er regnorme og stære
Men gavmildheden kræver stærke rygge
som enhjørningehoppen må vi fole
det er den grundsten hvorpå vi må bygge
10
Det er den grundsten hvorpå vi må bygge
i morgen og i overmorgen op
befri os selv fra dystopiens skygge
og sætte af i flyvende galop
Og for at finde ind til denne grundsten
så må vi mærke barndomsfølelsen
som både bor i forskningen og kunsten
som åbner sig for undersøgelsen
Se, Månens fakkel med sin klare flamme
som stråler ud i epifanisk lykke:
at kunst og grundforskning det er det samme
Så vi må alle tage fat fordi
vi skylder alle arters børn at bygge
den nye verden op af poesi
11
Den nye verden op af poesi
vi ser den stige op som sommerfugle
op, alt hvad der er fuld af empati
som skovens gamle eg og kloge ugle
Vi tænker frem en verden af det skønne
i tegnestue og i atalier
vi komponerer toner der er grønne
og bygger op det land vi godt vil se
Et land hvor landbrug ikke er en glose
for jorden er sin egen, helt sig selv
så her må hver en art ha lov at ose
Og ikke tjene menneskets brug og gavn
vi findes frit og ingen står i gæld
vi lever sammen her i Jordens favn
12
Vi lever sammen her i Jordens favn
med solsikker, mariehøns og hvaler
alligevel føler vi et fælles savn
når børsens glade rigmænd står og galer
Så længes vi mod andre slags juveler
mod duggen i et edderkoppespind
mod kærligheden når vi brødet deler
og hviler panden mod en kattekind
Jeg længes efter jord på mine hænder
at se en guldsmed folde vingen ud
at kalde søens planter mine venner
Men jeg kan ikke trisse rundt og hygge
når vores fælles fremtid står for skud
vi bærer ansvar for den mørke skygge
13
Vi bærer ansvar for den mørke skygge
for regnskove som ikke fås igen
for oversvømmelser og sort ulykke
og verdens sjette masseuddøen
Vi må fornægte vækstens paradigme
som æder alt og lønner nogle få
vi må gør modstand så at vi kan mime
naturens sprog og nye drømme så
Og drømmene må vokse som en bønne
der søger op mod himlens øjenlåg
så handlekraftens flod igen kan strømme
Jeg øjner pluds’lig drømmeskibets havn
den lyser frodigt ud fra hver en krog
så sandt som Shëkufe det er mit navn
14
Så sandt som Shëkufe det er mit navn
så sandt som vi består af stjernestøv
går jeg i land i denne sære havn
der snarer er en eng af liv og løv
Her ser jeg voksne fra den gamle verden
de går med smil og vandekande rundt
jeg ser de unge der er fri af smerten
fra stress og angst der gjorde dem så ondt
Og børnene de er som fisk i vandet
de bygger deres slotte op som før
nu overalt og ikke kun i sandet
Jeg ser hvor alle drives frem af mening
hvordan vi alle er førend vi gør
vi går imod en verden i forvandling
15
Vi går imod en verden i forvandling
En verden fuld af mørke eller liv
En drøm der flyder frisat ind i handling
Med pen og pensel må vi nu beskrive
At åbne de utænkeligste døre
At holde på at stjernerne kan tælles
At høre til i noget som er større
Det er den gave som vi har tilfælles
At livet er den reneste magi
Det er den grundsten hvorpå vi må bygge
Den nye verden op af poesi
Vi lever sammen her i Jordens favn
Vi bærer ansvar for den mørke skygge
Så sandt som Shëkufe det er mit navn