Akademiraadet har, som tidligere bemærket, med glæde noteret sig, at der i regeringen er fokus på udviklingen af Danmark som ’grønt demonstrationsland’, ligesom nedsættelsen af Natur- og Landbrugskommissionen ses som et skridt hen imod at genoptage helhedssynet i den overordnede planlægning, både i byer og på landet.
De fremsendte ændringsforslag lægger samlet op til, at der sker en positiv udvikling af de vanskeligt stillede dele af landdistrikterne, hvilket er i alles interesse. Dét, der samlet set nok virker mest tiltrækkende på både borgere og virksomheder ved enten bosætning eller virksomhedsplacering i det åbne land eller dettes landsbyer, er, at ’der er smukt ude på landet’. Denne bløde kerneværdi, det æstetiske argument ved det åbne land, må og skal styrkes igennem planlægningen og dermed den gældende lovgivning.
Hvad angår det fremsendte lovforslag stiller Akademiraadet sig positiv overfor, at der sker en ensretning og dermed en administrativ lettelse for alle landets kommuner. Det indførte begreb ’udvikling’ som et tilladelsesparameter virker dog som et begreb med usædvanlig meget elastik indbygget. Det vil kunne misbruges til at tillade og gennemføre byggerier i landdistrikterne på bekostning af værdifulde kulturhistoriske, arkitektoniske, naturmæssige og landskabelige sammenhænge.
Akademiraadet finder derfor, at forudsætningen for en lempeligere tilladelsespolitik for og i den enkelte kommune burde følges op med et krav om en samlet Arkitekturpolitik for kommunen, dækkende både byområder og åbent land og samspillet imellem disse. En Arkitekturpolitik, der kan fungere som et redskab og en samlet ’paraply’, inden for hvilken nødvendige afvejninger kan ske for at sikre, at der sker en æstetisk, bæredygtig vurdering og udvikling i de omfattede kommuner og landdistrikter. Arkitekturpolitikken bør kombineres med det regionale overblik, der skal sikre en æstetisk helhedsvurdering på baggrund af en høj prioritering af ovennævnte værdier, heriblandt det ufragmenterede landskab, som fremhæves i regeringsgrundlaget. Eksempelvis bør realiseringen af regeringens ambitiøse energiplan grundlæggende respektere andre væsentlige udpegninger – også dem, som ikke netop er beskyttet af Natura 2000, fredninger, Ramsar-udpegninger og Unescos Verdensarvsliste, f.eks. kulturmiljøudpegninger, grønne planer, stilleområder og beskyttelseszoner mv.
Vi ser i disse år en fortsat sammenfletning af by og land, både begrebsligt, fysisk og planlægningsmæssigt og væsentlige kvaliteter risikerer at forsvinde i en udviskning af forskelle mellem by og land, natur og industrielle anlæg.
Akademiraadet kan derfor blot gentage synspunkterne, beskrevet i brev af 18. juni 2012 til bl.a. Miljøministeriet og Natur- og Landbrugskommissionen om, at vurderinger af indgreb i landskabet bør ske på et regionalt niveau og ikke i den enkelte kommune, for således at sikre et armslængdeprincip i tilladelsespolitikken for det åbne land.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
