Akademiraadet ønsker med denne udtalelse at forholde sig særdeles kritisk til de fremlagte scenarier for anvendelse af Sankt Jørgens Sø som en del af København og Frederiksbergs skybrudssikring.
Skybrudssikring af de tætte byområder i København og på Frederiksberg er en stor udfordring i disse år, og alle ’ledige’ arealer står for skud. I mange tilfælde sikrer klimasikringsmidlerne en opgradering af mindre grønne områder og vejstrækninger; men vi ser også en bekymrende tendens til at velfungerende større grønne og blå rekreative arealer bringes i spil, hvor der ikke umiddelbart er en hverken rekreativ eller landskabsarkitektonisk gevinst forbundet med en omdannelse. Ligesom med placeringen af andre ’tekniske anlæg’ i vores byområder, bør man tænke sig meget godt om, inden man ukritisk inddrager velfungerende offentlige rum til f.eks. regnvandshåndtering.
Således også – og måske især – når det drejer sig om et så ikonisk sted som Søerne i København.
Søerne udgør en ikonisk landskabsstruktur i København, deres historie går tilbage til 1500-tallet, hvor de indgik i Københavns forsvarsværker og vandforsyning. De har igennem byens mangeårige vokseværk ligget tilbage som en ’landskabelig modstand’ i den tætte by, hvor de nu tjener som en rekreativ pause, hvor man ser himlen og de omgivende træer og bygningers spejlinger. Som en stor flod spænder de på tværs og binder Østerbro sammen med Vesterbro på tværs af Nørrebro, indre by og Frederiksberg. Det er således et af de helt essentielle elementer i Københavns kulturhistoriske struktur, man her er inde at røre ved.
De tre foreslåede scenarier for omdannelse af Sankt Jørgens Sø til skybrudsbassin er alle problematiske i forhold til søernes ovennævnte kvaliteter som en sammenhængende struktur på tværs af byen.
Både scenarie 1 og 2 opererer med såvel at sænke vandstanden som at flytte Svineryggen og gøre Sankt Jørgens Sø smallere end de andre søer og således bryde kontinuiteten i søernes samlede for-
løb. Scenarie 3 sænker vandspejlet i den eksisterende sø – dette vil, udover at gå ud over søens naturtilstand, fjerne søens spejlende overflade fra kontakten med byen. Dette er netop et helt særligt træk ved søerne, deres høje vandstand, der giver en helt umiddelbart arkitektonisk forbindelse imellem by og vandspejl, imellem kultur og natur.
Rambøll skriver et sted, at de 3 scenarier giver mulighed for ’at skabe vand- og landskabsarkitektur i verdensklasse’. Dette ér søerne allerede, man kan derimod frygte, at de igennem de foreslåede ændringer ikke mere vil være det.
Akademiraadet vil opfordre København og Frederiksberg kommuner til aktivt at undersøge alternative muligheder, før man begynder at ændre på det unikke landskabelige og byarkitektoniske træk, søerne udgør i København.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
