Klimapåvirkningernes konsekvenser er langsomt ved at nå byggesektoren. Alle er efterhånden enige om, at vi skal revurdere en udbredt opfattelse af, at alt nyt er bedre end det gamle.
Bæredygtighedsagendaer opfordrer nu til, at der ikke længere rives ned, men at vi analyserer, hvad der kan bevares eller transformeres eller i sidste instans – hvis et hus ikke står til at kunne reddes – hvilke materialer, der i det mindste så kan genbruges. Men der er desværre stadig store blinde vinkler i byggebranchens syn på bæredygtighed. Og kulturhistoriske aspekter presser sig samtidig på for at minde os om, at vi ikke må fjerne historien om os selv. Det indebærer også en forståelse for, at hensynet til klimaet, biodiversiteten og det sociale, levede liv integreres i omdannelsesprocesserne.
Indlejret CO2
I arkitekturens modernistiske periode fra 1960’erne til 1980’erne har der været en tendens til at rive ned, fordi boligbyggerierne ikke repræsenterer den humanistiske tilgang, som vi nu kender betydningen af og derfor kræver. Byggerierne var blevet for monotone og repetitive. Det var mere rationelle bo-maskiner end behagelige bo-miljøer, og der begyndte at opstå udfordringer i boligbebyggelserne. Men selv i byggerier som f.eks. Gellerupplanen findes der indre kvaliteter. Der ligger store ressourcer gemt i konstruktioner og materialer, og transformeringer kan bringe funktionaliteten tilbage, reintroducere den menneskelige skala og skabe berigende bolig- og erhvervsområder. Betonbyggeriet er blevet synonym for indlejret CO2, så også derfor skal vi bevare mest muligt – for klodens og eftertidens skyld. Akademiraadet bemærker i øvrigt, at der ikke findes noget videnskabeligt belæg for at løse sociale udfordringer ved hjælp af klimabelastende nedrivninger af almene boliger.
Tiden er en anden
Gellerupplanen i Brabrand i Aarhus er et eksempel på et storskala byggeri, der blev planlagt med de bedste intentioner, men hvor man glemte at få en menneskelig skala ind i de store planer. Bygningerne var og er stadig robuste og solide, og særdeles fleksible, så derfor er de også velegnede til at blive transformeret til nye formål og ændret anvendelse, hvis ikke opgraderinger af boligstandarden giver mening.
Akademiraadet anbefaler, at Aarhus Kommune bevarer eller transformerer de gode og fleksible betonbyggerier, som Gellerupplanens indkøbscenter City Vest også er et eksepmpel på. Det vil styrke kommunens bæredygtighedsambitioner. Kortsigtede developer-løsninger risikerer på den lange bane at ende med at blive dyrere for kommune og beboere – både hvad angår livskvaliteten i de byggede miljøer og det samlede regnestykke.
Fisketorvet i København – et andet stort indkøbscenter, der ikke er blevet kendt for de store arkitektoniske kvaliteter – har indset, at det er nødvendigt at tænke anderledes. Her vil man nu udvikle centret ved at bevare den eksisterende konstruktion, tilbygge nye funktioner og åbne centret mod byen fremfor at være en indadvendt ’konsumkorridor’. Om den stort tænkte – og et par etager for høje – ’erhvervsvæg’ mod Kalvebod Brygge vil lykkes med sit hamskifte bliver spændende at følge. I hvert fald er bevarelsen og transformationen af den eksisterende konstruktion et skridt i den rigtige retning.
Det ville være meget mere oplagt og mere fremadskuende at skabe grobund for helt nye tanker for de store indkøbscentre og lade fx City Vest blive udsat for en idékonkurrence, hvor der kunne udvikles visionære idéer til den nye fremtid med fokus på bevaring af strukturer og materialer. I den fremtid, vi skal forholde os til, bliver indfrielse af klimamålene helt centrale, og de kræver faglig viden, men også fantasi, virkelyst og originalitet.
Foto: City Vest ©
Akademiraadet udsendte den 13. november 2024 en tidligere version af ovenstående udtalelse, hvor der fejlagtigt stod, at der var givet tilladelse til at rive 2/3 af City Vest ned. Akademiraadet har den 20. november publiceret denne opdaterede version.
