Akademiraadet har fået erstatning for den ødelagte gipsbuste og anklagemyndigheden har valgt at frafalde straffesagen mod Katrine Dirckinck-Holmfeld. Dermed er sagen formelt afsluttet, men den vil utvivlsomt fortsat være genstand for mange samtaler og debat – også i fremtiden. Her følger en kort opsummering af bustesagens afslutning og modtagelse i offentligheden.
Forlig om erstatning
I slutningen af maj måned indgik Akademiraadet og Katrine Dirckinck-Holmfeld forlig om erstatning for gipsbusten af Det Kgl. Danske Kunstakademis stifter Frederik V. Med forliget har Akademiraadet modtaget erstatning på 44.350 kr. svarende til, hvad det vil koste at få lavet en ny gipsafstøbning.
Der er flere grunde til, at Akademiraadet har indgået forliget. Som ansvarlig for Akademiets Kunstsamling – som gipsbusten var en del af – havde Akademiraadet en åbenlys pligt til dels at politianmelde bortkomsten af gipsbusten og dels at rejse erstatningskrav for den ødelagte gipsbuste. Med forliget er det lykkedes at få erstatningskravet indfriet og det er Akademiraadet godt tilfredse med.
En anden hensigt med forliget har fra Akademiraadets side været at adskille det kunstfaglige og det juridiske i sagen. Akademiraadet er en kunstfaglig institution og rådgiver i kunstneriske spørgsmål, men ikke i juridiske. Det er anklagemyndigheden og ikke Akademiraadet, der har rejst sag mod Katrine Dirckinck-Holmfeld. Og med forliget står det nu mere klart for alle, at Akademiraadet ikke er en del af den juridiske side af bustesagen.
I kunsthistorien findes der flere eksempler på, at kunst og jura er stødt sammen; et kunstværk er blevet kendt juridisk ulovligt og en kunstner er tilmed kommet i fængsel for at have skabt et bestemt kunstværk. Det var tilfældet, da Vilhelm Freddie i 1937 måtte 10 dage i fængsel for værket Sex-paralysappeal. Eller da Jens Haaning blev dømt til at betale en større pengesum tilbage til museet Kunsten i Aalborg sidste år. Historien viser, at kunstnere ikke er hævet over loven og at kunst og jura tilhører forskellige værdisystemer i samfundet. Når værdisystemerne støder sammen, opstår der som regel store debatter i samfundet.
Gipsbuste eller happening?
I forligsteksten til Akademiraadets aftale om erstatning af gipsbusten indgik en anerkendelse af buste-happeningen som kunstværk. Det er blevet modtaget meget forskelligt i medier og offentligheden. I sin leder skrev Dagbladet Information den 29. maj:
”Det er en håndsrækning til kunstmiljøet og samfundet i al almindelighed, når Akademiraadet i forbindelse med det forlig, der nu er indgået i den såkaldte bustesag, tager bladet fra munden og kategoriserer aktionen som kunst”.
Andre har kaldt det ”uforståeligt” og ”problematisk” at ”blåstemple” hærværk som kunst. Faggruppeleder Nanna Gro Henningsen og rådsleder Peter Holst Henckel uddyber baggrunden for, at Akademiraadet ser buste-happeningen som kunst i et interview med Kulturmonitor den 3. juni:
”(…) Gennem den store diskussion og omtale happeningen har fået, har den fået status som et værk,- det er sådan set blot det Akademiraadets anerkendelse af happeningen som værk konstaterer (…) Gipsbusten er derfor kun at se som en slags rekvisit eller en del af værket – men ikke det fulde værk.“
I et længere interview i Berlingske den 4. juni gentager rådsleder Peter Holst Henckel samme pointe:
”(…) når Akademiraadet anerkender det som et kunstværk, er det mere en konstatering af, at det 3,5 år efter allerede er skrevet ind i kunsthistorien (…) det ville være misvisende at benægte, at happeningen allerede er blevet en del af dansk kunsthistorie”.
I et interview i Kulturmonitor den 6. juni er kunsthistorikerne, professor Mathias Danbolt og adjunkt Amalie Skovmøller af samme opfattelse og således enige i, at betydningen (af bustehappeningen) ikke er til at overse:
”Det er et værk, vi ikke kan komme udenom,
når vi snakker samtidskunst
i det 21. århundrede,” siger Amalie Skovmøller.
Mathias Danbolt og Amalie Skovmøller tror begge, at bustesagen stadig vil åbne for nye kunstfaglige og samfundsmæssige samtaler og diskussioner, fordi den juridiske side af sagen nu er afsluttet og happeningen er blevet en del af nyere dansk kunsthistorie.
Kan kunst være destruktiv?
Et af de aspekter ved sagen, der både har undret og forarget mange, er hvordan noget åbenlyst destruktivt kan være foreneligt med kunst. At skabelse og destruktion er modsætninger og uforenelige. Men selvom det for mange kan være svært at forstå, så er der i kunsthistorien en del eksempler på, at det er gennem det destruktive, at en ny betydning skabes. Et par klassiske eksempler er Robert Rauschenbergs ”Erased de Kooning Drawing” (1953) eller Ai WeiWeis ”Dropping a Han Dynasti Urn” (1995).
I begge tilfælde var kunstneren ejer af det, der blev ødelagt, hvilket jo gør det destruktive lovligt i juridisk forstand. Spørgsmålet er så, om det også er kunstnerisk forsvarligt – i etisk forstand – at destruere et unikt og måske historisk artefakt, i sin egen sags tjeneste? I forhold til bustehappeningen, mener Akademiraadet nej. I Berlingske-interviewet den 4. juni siger rådsleder Peter Holst Henckel:
”…Akademiraadet mener ikke, at kunstnere skal være hævet over loven. Og vi mener stadig, at det er kunstnerisk uetisk at stjæle fra en offentlig kunstsamling og ødelægge det (et artefakt) som led i en kunstnerisk aktion”.
| Presselinks |
| Obs. artiklerne er låst for ikke-abonnenter |
| Leder i Dagbladet Information 29. maj: Læs her |
| Interview i Kulturmonitor 3. juni: Nu fortæller de, hvorfor den omstridte happening er kunst. Læs her |
| Interview i Berlingske 4. juni: Nu svarer Peter Holst Henckel på hård kritik. Læs her |
| Interview i Kulturmonitor 6. juni: Kunsthistorikere vil stå i kø for at se den ødelagte buste. Læs her |