C.F. Hansen Medaillen 2010

Arkitekt
Erik Hansen


I sin tegnede iagttagelse af arkitekturens værker er Erik Hansen trængt ind i bygningskunstens tektoniske labyrinter og åbnet dem for nye indsigter. Heri har han været ba-nebrydende i dansk og i international forskning. Hans skarpsindige tolkning af antikkens byggesten har aflokket viden og skabt indsigt i oldtidens håndværk og den byggeproces, der skabte de klassiske monumenter i arkitekturen. Gennem sine analytiske opmålinger har han formået at kombinere videnskabens stringens med sin virtuose tegnemåde.

Erik Hansens seneste forskning har fokuseret på Apollons tempel i Delphi, som er det tredje største i Grækenland. Efter en årelang undersøgelse af Siphniernes skatkammer samme sted, er Apollons tempel blevet analyseret del for del indtil den mindste modulstreg i byggestenens flade. Resultatet af denne forskningsproces viser sig i over 500 instruktive tegninger, der fremstiller byggeprocessen og de arbejdsredskaber, der skabte denne bygning, som i antikken blev regnet for verdens centrum.

Det epokegørende samarbejde med Den Franske Arkæologiske Skole i Athen har ført til en omfattende konsulentvirksomhed for UNESCO i Afghanistan, Cambodia og Su-dan som rådgiver i restaureringen af monumenter på Verdensarvslisten.

Det er set før, at betydningsfulde personer i Danmark er blevet mere kendt i udlandet end herhjemme. Den fornemme restaurering af Marmorbroen over Frederiksholms kanal i København er imidlertid et vidnesbyrd om en person, som også her i landet har bidraget til bygningskunsten på en enestående måde. For denne indsats hædres Erik Hansen med C.F. Hansen Medaillen