C.F. Hansen Medaillen 2011

Arkitekt
Ulrik Plesner



Ulrik Plesner er et menneske, der har sat sig spor i sit fags mange aspekter og på tre kontinenter. Ulrik Plesner er arkitekt og verdensborger.

Med en præmie i konkurrencen om et Buddha-monument i Delhi som ballast slog han sig ned i Sri Lanka, hvor han byggede indsigtsfulde huse, der alle viser dyb forståelse for øens kultur, dens klima og byggetradition.

I junglen forestod han bygningen af en bolig, hvor håndværkerne blev instrueret på stedet om rum og konstruktion med stokke og snor, fordi det gav mere mening end sirlige arkitekttegninger.
Tvunget bort af borgerkrigen på øen flyttede Plesner til Israel, hvor han siden har praktiseret, og hvor en lang række værker, som fx Bet Gabriel kulturcentret demonstrerer hans sjældne evne til at forny en tradition.

Som arkitekt for verdensbanken blev Ulrik Plesner i 1980 kaldt tilbage til Sri Lanka, hvor han forestod Mahaweli projektet, genopretningen af øens 1500 år gamle vandingssystem, der forfaldt og groede til i 1200-tallet. Hele landsbyer blev opført fra grunden, med low cost boliger, butikker, værksteder og offentlige bygninger, atter med intens indlevelse i de lokale vilkår for den menneskelige tilværelse.
Ulrik Plesner har skrevet, at målestokken for arkitektur er, at de mennesker, der bruger den holder af den, en grundregel, han selv så smukt opfylder.

For kvaliteten i sit mangfoldige virke i byggeri som i faglig debat, fx kronikserien i 1985 om Københavns Havn, hædres Ulrik Plesner med C.F. Hansen Medaillen.