C.F. Hansen Medaillen 2023

Landskabsarkitekt
Kristine Jensen


Have- og landskabskunsten var i nogle år en overset kunstart. Bygherrer, brugere og medier havde fokus på objekterne, hvad enten det var bygninger eller billedkunstværker.

Det var netop i den periode i historien, at Kristine Jensen trådte frem med et overbevisende værk, der skabte et både poetisk og robust sted, hvor der før havde været mellemrum; Prags Boulevard på Amager blev forvandlet til en park for et tæt og slidt kvarter. Parken var anderledes end dem vi kendte; på den ene side stram og international i sit formsprog, og på den anden side næsten humoristisk i de enkle detaljer.

Denne særlige balance mellem det strenge og det sjove går igen i Kristine Jensens mange arbejder, ofte i intelligent dialog med både billedkunst og bygningsarkitektur.

Blandt hovedværkerne finder vi det store anlæg i Jelling, i samarbejde med Ingvar Cronhammar, hvor historien fortolkes, så man fornemmer vikingeanlæggets monumentale omfang og dets smukke former.

I de seneste års arbejde er det som om, der er føjet en ekstra dimension til Kristine Jensens arbejder, et næsten romantisk aspekt — i den faglige forstand, at det peger mod de oprindelige engelske landskabshaver fra det attende århundrede. Også dengang var kombinationen af litterær viden og finurlig humor værdsat. Se for eksempel de fine anlæg ved Maltfabrikken i Ebeltoft. Trappen ved Svendborg løber på samme vis igennem historiske passager mellem by og havn.

For et samlet værk, der på en gang er uhyre konsistent og i evig udvikling, tildeles Kristine Jensen C.F. Hansen medaljen.