To værker fra Akademiets Kunstsamling kan lige nu opleves i en ny særudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Værkerne er C.A. Jensens medlemsstykker, malet inden for samme periode i 1824, men fremstår i dag med forskellige udtryk, der vidner om to forskellige konserveringshistorier.
Det Nationalhistoriske Museum har for første gang samlet mere end 100 af C.A. Jensens værker fra deres egen samling, suppleret med vigtige lån fra bl.a. Akademiraadet. Udstillingen fortæller historien om C.A. Jensens liv og ikke mindst hans kunstneriske virke som en af Danmarks store portrætmalere. Han malede på bestillinger fra Kongehuset og det højere borgerskab i sin helt egen personlige stil, der dog gav anledning til hård kritik fra kunstkredsenes toneangivende stemmer, og som i sidste ende gjorde, at han opgav maleriet.
Historiske medlemsstykker
De to værker, som Akademiraadet har udlånt til udstillingen, er C.A. Jensens portrætter af historiker og embedsmand Ove Malling og kobberstikker J.F. Clemens. Begge portrætter er malet i 1824 som Jensens medlemsstykker i forbindelse med optagelse i Akademiet. Malling og Clemens var begge medlemmer af Akademiet på dette tidspunkt.
Ove Malling var en højtstående embedsmand med flere centrale poster i statsforvaltningen og blev i 1824 gehejmestatsminister (det øverste kongelige råd i Danmark 1772-1866). Som historiker fik han til opgave at fremme den nationale sag i kølvandet på skandalen med den preussiske livlæge Johann Struensee. Nu skulle kunsten være dansk!
J.F. Clemens havde som kunstner og kobberstikker ikke lige så høj samfundsmæssig status, men opnåede til gengæld stor anerkendelse i kunstkredse. Han blev nær ven med billedkunstner og professor Nicolai Abildgaard og har stukket illustrationer for både Abildgaard og billedhuggeren Johannes Wiedewelt. I tiden som medlem af Akademiet arbejdede Clemens intenst på at få oprettet en ny linje for kobberstik, foruden maler- og billedhuggerlinjen, og lykkedes i sidste ende med det.
To forskellige konserveringshistorier
Portrætterne af Malling og Clemens er malet inden for samme periode i 1824 og sandsynligvis i de samme materialer. Dog har malerierne i dag lidt forskellige udtryk, og det skyldes, at de i løbet af de sidste 200 år er blevet konserveret på forskellige tidspunkter, hvor forskellige metoder og materialer var fremtrædende.
I forbindelse med udlånet af værkerne til udstillingen på Det Nationalhistoriske Museum gennemgik Akademiraadets faste konservatorer fra Det Kongelige Akademi – Konservatorskolen, Mikkel Scharff og Winnie Odder, værkernes tilstand og kunne konstatere, at portrættet af J.F. Clemens havde brug for konservering. Maleriet blev derfor sendt til Kunstkonserveringen i Helsingør, mens Winnie Odder påtog sig konserveringen af rammerne.
Portrættet af J.F. Clemens er i starten af 1900-tallet blevet forstærket med en klisterdublering, som var en udbredt metode i den periode. Men det er en risikabel teknik, da processen indebærer påsætning af et ekstra lærred med en lim lavet på vand. Både lærred og maling reagerer på vand og processen med at klistre de to lærreder sammen foregår under så stort pres, at strukturen af det nye lærred, som i dette tilfælde var meget mere groftvævet end det originale, kan trænge igennem på forsiden.
”Det er en teknik, hvor, når det går godt, er det godt, men når det går dårligt, er det virkelig en ulykke,” forklarer Winnie Odder, da hun giver en nøje gennemgang af maleriernes og konserveringsmetodernes historie.
Less is more
På Kunstkonserveringen har konservatoren derfor fjernet det gamle dubleringslærred og behandlet det originale lærred med helt nøjagtigt reguleret varme og tryk, og derved udglattet de ujævnheder, der var trængt igennem til overfladen fra klisterdubleringen. Konservatoren har i stedet forstærket lærredet med en kantdublering, da det originale lærred ikke i sig selv var i dårlig stand. At lærredet tidligere er blevet dubleret kan måske skyldes et ønske om at øge størrelsen til at passe i en given ramme.
”Jo mere materiale man tilføjer, jo flere problemer kan man skabe. Både nu og fremover. Så vores konserverings-tilgang er i dag at holde det minimalt”, uddyber Winnie Odder.
Portrættet af Ove Malling er konserveret i 1956 efter en metode, der videreudviklet af den risikable klisterdublering. Her blev lærredet ligeledes forstærket med et ekstra lærred, dog fastgjort med en voks-harpiks blanding. Dette gjorde man ved at smelte voksen og lade den trænge igennem både det nye og gamle lærred. Denne metode kræver uhyre præcision, da den smeltede voks nærmer sig samme smeltepunkt som maleriets farvelag. Maleriet er slutferniseret i meget høj glans, der giver en blank overflade – også en metode, der var udbredt i midten af det 20. århundrede. Maleriets tilstand fremstår stadig stabil den dag i dag, så der er ikke nogen anledning til at ændre noget, selvom det ikke er en metode, der anvendes længere.
Det nykonserverede portræt af J.F. Clemens fremstår med en silkemat slutfernis lidt anderledes i udtrykket end det blanke portrætmaleri af Malling. I værkets venstre hjørne anes en aftegning af et vindue i baggrunden, hvor Clemens sidder, som C.A. Jensen har fravalgt af ukendte årsager og malet over. En blankere slutfernis ville have fået denne detalje til at træde tydeligere frem, og muligvis forstyrret portrættets samlede udtryk. Nu er det kun den opmærksomme betragter, der får den detalje med sig.
Et indblik i konservatorkundskabens historie
Indtil oprettelsen af Konservatorskolen under Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1973, blev bevaringsarbejdet udført på konserveringsværksteder, tilknyttet de største museer – Statens Museum for Kunst og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. De fik derfor et landsansvar, fordi de var de eneste, der var. Konservatoruddannelsen foregik dengang ved at komme i mesterlære og blive oplært i sin mesterlærers metode, som på den måde gik i arv.
Hver kunsthistorisk periode er siden første del af 1800-tallet, hvor man etablerede de første offentlige samlinger, kendt for en given konserveringsmetode, der blev udbredt gennem mesterlæren indtil nogen fandt en ny teknik. I takt med, at kunsten har ændret og udviklet sig, særligt efter 1900, har man måttet udvikle flere nye teknikker, materialeopløsninger og teknologier. I dag undervises de studerende på Konservatorskolen i et væld af forskellige metoder.
”Konservering er en meget fordybet materialekundskab koblet med en kunsthistorisk viden om de forskellige perioder. Som konservator har man to måder at gå til værks på, når man vælger at tilføre nyt materiale til noget gammelt – enten kan man bruge noget materialeforeneligt, der ligner det gamle, eller man kan anvende et moderne pigment, som sidenhen vil vise tydeligt, hvad der er nyt og hvad der er gammelt. Men et princip, som man altid har anvendt, er at lægge et spærrelag mellem det originale materiale og det nye, sådan at den næste konservator om 50 år kan gå trinvist tilbage og se, hvad der er tilført”, slutter Winnie Odder.
