Med en visionær og sammenhængende kunstpolitik, kan kunsten være med til at løse nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor.
Det har ikke skortet på kulturpolitiske tiltag de sidste 25 år i form af indsatser, puljer og fokusområder, søsat i enten statsligt eller kommunalt regi. Ligeledes er det statslige kulturstøttesystem gentagne gange blevet omorganiseret i samme periode. Hensigten har utvivlsomt været at forenkle systemet og gøre det mere transparent og effektivt.
Vi har brug for en visionær kunst- og kulturpolitik for de kommende år.
En politik, hvor kunstens og kulturens kredsløb tænkes ind i en større samfundsmæssig sammenhæng, hvor koblingerne mellem uddannelse, kunst, kultur og befolkning gås efter i sømmene og der formuleres en ny fælles vision for, hvad vi som samfund grundlæggende vil med kunsten og kulturen.
Kunstpolitik som del af en ny kulturpolitik
Kulturministeren tog i foråret 2023 initiativ til udarbejdelse af en kulturpolitisk redegørelse, som skal danne grundlag for regeringens fremtidige kulturpolitik. Akademiraadet hilser begge initiativer velkommen. Akademiraadet anbefaler, at der også udarbejdes en egentlig kunstpolitik, gerne som en integreret del af en kommende kulturpolitik. For kunst og kultur er ikke det samme; de er forbundne og hører i Danmark også under samme ministerium, men kunst og kultur er ikke identiske. Og det er vigtigt at holde sig for øje, hvis man gerne vil skabe fælles forståelse for deres respektive roller og betydning i vores samfund.
Kunsten og kulturen er hinandens forudsætninger
Men hvad er egentlig forskellen på kunst og kultur? Hvis det er rigtig som politiker Hartvig Frisch (1893-1950) sagde, at ”kultur er vaner”, så er kunsten bruddet med vanerne. Forstået på den måde, at kulturen er den hævdvundne forståelsesramme, som binder os umærkeligt sammen som fællesskab, så er kunsten den sten i skoen, som enten bryder eller sætter spørgsmålstegn ved den gængse måde at forstå tingene på. I det perspektiv er kunst og kultur modsætninger. Men Akademiraadet mener, at de snarere er hinandens forudsætninger og de nødvendige poler, der er med til at skabe den vedvarende samfundsmæssige dynamik, som holder vores sociale, æstetiske og politiske fællesskab levende og åbent for nyfortolkning og forandring.
Kunsten kan åbne døren
Vi står nu, ligesom resten af kloden, over for en række store samfundsmæssige udfordringer, som ikke kan begrænses til spørgsmål om økonomi og fordelingspolitik. Klima- og biodiversitetskriserne vil uden tvivl få så vidtrækkende indvirkning på stort set alle samfundsområder, at det vil være både visionært og nødvendigt at rejse en diskussion af nogle af samfundets mere basale værdier. Hvad er egentlig vores kerneværdier? Og hvilke værdier ønsker vi at give videre til kommende generationer? En samtale om fælles værdier er nøglen til fælles handling. For kun ved at styrke den fælles forståelse og handlekraft, vil det lykkes os at sætte kursen mod en mere bæredygtig fremtid.
Selvfølgelig kan kunsten ikke løse alle samfundets problemer, men den kan bidrage til det.
Både konkret, gennem kunstnerisk idéudvikling, formgivning og social praksis, men også ved at bidrage til de samtaler og diskussioner, som er nødvendige for, at vi som individer og samfund kan flytte os mentalt og få øjnene op for nye muligheder og løsninger. I den forstand kan kunsten blive en vigtig driver og inspiration for hele samfundet. Ved at bryde med vanetænkningen og åbne døren for nye måder at se tingene på. Og det kræver, at vi giver kunsten mere plads og tyngde i samfundet og samtidig udvikler nye måder at integrere kunsten på, så den i højere grad bliver del af vores dagligdag. Et godt sted at starte kunne være i børn og unges dagligdag. For det er her kimen til fremtidens samfund og fællesskab ligger.
Billedkunstloven bør revideres
Da Billedkunstloven blev vedtaget i Folketinget i 2001, var det primære formål at fremme billedkunsten i hele landet ved at yde økonomisk støtte til produktion og formidling af ny billedkunst. Ideen var, at mens Statens Kunstfond stadig skulle stå for uddelingen af legater og indkøbe kunstværker til landets offentlige institutioner, skulle et nyt statsligt billedkunstråd uddele støttemidler til produktionen af kunstværker, produktionen af offentlige udsmykninger og udstillinger af nulevende billedkunstneres værker. Tilsvarende var der i loven en intention om, at der ude i landet skulle oprettes amtskommunale billedkunstråd, som både kunne rådgive lokale myndigheder i billedkunstneriske spørgsmål og yde støtte til billedkunst og gennemførelse af lokale udsmykningsopgaver.
Intentionerne i loven var med andre ord særdeles gode og der er ingen tvivl om, at loven har været med til at muliggøre den opblomstring for samtidskunsten, vi har oplevet de sidste tyve år. I dag står vi med et væld af dygtige billedkunstnere, gode udstillinger i hele landet og samlet set et stort og voksende kunstpublikum. Men der mangler en vigtig dimension i Billedkunstloven og loven bør derfor revideres.
Børn og unges møde med kunsten
Der indgår ikke en undervisningsdimension i billedkunstloven. Det kan umiddelbart undre, eftersom f.eks. musikskoler for børn og unge allerede var skrevet ind i den første lov om musik fra 1976. I 1990 fik musikskolerne sit helt eget kapitel i loven og fra 2007 blev det lovpligtigt for alle landets kommuner at tilbyde musikundervisning til børn og unge gennem en musikskole. Undervisningsdimensionen i Musikloven var og er helt central, fordi musikskolerne fungerer som et vigtigt bindeled i hele den musikalske føde- og dannelseskæde. Derfor er der gode grunde til at Billedkunstloven nu bør revideres og tilføres en undervisningsdimension, som retter sig mod at tilbyde kvalificeret billedkunstundervisning til børn og unge i hele landet. Det kan sikres ved at styrke de praktisk-musiske fag i folkeskolen, som regeringen netop har udsendt et politisk udspil om. Men det bør suppleres af en styrkelse af gode undervisningstilbud uden for folkeskolen.
Billedkunst kan styrke børn og unges engagement
For børn og unge kan billedkunstfaget bidrage med et stort mulighedsrum, hvor glæden ved at skabe og legen med udtryksformer kan få frit spil. At kunne forme og undersøge er en stor glæde for de fleste og det kreative rum, som billedkunstfaget giver, kan være med til at danne nye fællesskaber. Frem for målsætningen om et entydigt facit eller en given sandhed, åbnes der her op for elevens personlige engagement og deltagelse i vores fælles verden. Billedkunst er både et fælles sprog, som man kan lære at forstå, og et sprog, som børn og unge kan gøre personligt og dermed brugbart i deres kommunikation med omverdenen. Samtidig er billedkunst et fag, der sætter børn og unge i stand til at tænke mere abstrakt og omsætte deres tanker til noget konkret.
Netop koblingen mellem den abstrakte idé, kendskabet til materialer og konkret formgivning, er noget, vi i høj grad har brug for, nu og i fremtiden. Ikke mindst i forbindelse med den grønne omstilling.
Håb er ikke en holdbar strategi
I forhold til den grønne dagsorden og indsatsen for at omstille hele samfundet, ja hele verden, til en langt mindre klimabelastende fremtid, har man fra politisk side hidtil primært været fokuseret på de tekniske løsninger. Ræsonnementet er, at hvis vi kan udvikle bæredygtig energi, og industrien samtidig kan udvikle mere klimavenlige produktionsmetoder, så er det en win-win-situation for både klima, forbrugere og landets konkurrenceevne. Bæredygtig vækst kunne man kalde denne strategi og den hviler på en grundidé om, at vi kan producere os ud af klimakrisen og som samfund blive endnu rigere, fordi vi potentielt kan udvikle grøn know-how, som kan eksporteres og give øget indtjening. Spørgsmålet er bare, om det er en strategi, der kan stå alene – om der er tilstrækkelig tid til, at en sådan bæredygtig vækststrategi vil være fyldestgørende? Man kan håbe, men som det ser ud i dag, er håb ikke en holdbar strategi.
Vores forestillinger om det gode liv
Fremfor kun at satse på udvikling af tekniske løsninger, på at markedets og industriens innovationskraft vil løse klimaproblemet, bør man fra politisk side også tage fat på den anden side af klima- og biodiversitetskrisen; den side, der handler om, at vi mennesker ikke kun er forbrugere – af varer, ydelser og oplevelser, men faktisk først og fremmest er tænkende, sansende og sociale væsener, som kan og skal være med til at løse de fælles udfordringer, vi står overfor. Det skylder vi os selv, hinanden og i høj grad også vores børn og børnebørn. Som borgere må vi betragte det som en fælles bunden opgave at finde nye og mere bæredygtige måder at leve på, som kan give vores tilværelse fylde, glæde og mening, uden at de påvirker natur og klima i negativ retning. Kun gennem fælles ændring af holdninger og forestillinger om, hvad kvalitet og ”det gode liv” kan være frem over, kan den grønne omstilling opnå den skala, hastighed og befolkningstilslutning, der er nødvendig.
Tilbage til fremtiden
Som forbrugere har vi som individer vænnet os til at være i centrum, samtidig med at vores indflydelse på vores omgivelser og verden er reduceret til et spørgsmål om at vælge mellem de varer, der nu engang er på hylden”. Ønsker vi at speede den grønne omstilling op, er vi nødt til at vriste os fri af denne passive rolle, samtidig med at vi aktivt skal omdirigere vores forbrug, så det retter sig mod nogle kvaliteter, som peger i retning af et mere bæredygtigt forbrug. Vi må med andre ord tilbage til princippet om, at købe møbler, der materialemæssigt og æstetisk er formgivet – og produceret – så de holder og smukt patinerer mange årtier frem. Altså møbler, som godt kan tåle at blive repareret og vedligeholdt uden at se slidte ud, og som kun bliver skønnere med alderen. Det samme gælder inden for stort set alle andre varegrupper, fra sko til bygningsværker.
Og ja, det er andre kvalitetsbegreber end dem, vi har vænnet os til de med de seneste halvtreds års globaliserede verdensmarked. Men det er en ændring, som er nødvendig og som samtidig kan igangsætte en værdibaseret forandringsproces, hvor vi som befolkning udstikker retningen for en samfundsudvikling, der på alle måder er mere bæredygtig.
