Fremtiden for Vestindisk Pakhus og dermed Den Kongelige Afstøbningssamling er uvis.
De besparelser, som i en periode har været pålagt statens institutioner som følge af omprioriteringsbidraget, har betydet, at Statens Museum for Kunst har begrænset adgangen til Afstøbningssamlingen til kun to årlige åbningsuger. Med sin yderst attraktive placering bliver det smukke Vestindisk Pakhus dermed et oplagt salgsemne i porteføljen af fredede og historisk værdifulde (statslige) ejendomme. Et eventuelt salg af Vestindisk Pakhus har samtidig affødt et politisk forslag om at flytte Den Kongelige Afstøbningssamling til langt mindre lokaler i Brede Værk.
Akademiraadet finder dette særdeles problematisk.
Den Kongelige Afstøbningssamling er kunstnerisk, historisk og værdimæssigt en uvurderlig samling, der – udover at være blandt de ældste eksisterende samlinger af sin slags – er betragtet som den tredje fineste i verden. Samlingen blev grundlagt efter en donation fra Kunstakademiet i 1895, men voksede primært til sin nuværende form som følge af en insisterende økonomisk indsats af brygger Carl Jacobsen, der havde en vision om, at kunst skulle være tilgængelig for alle. Carl Jacobsen mente, at netop skulpturens udtryk var velegnet i den folkelige kunstopdragelse.
Det imponerende Vestindisk Pakhus fra 1781 er, udover sin arkitektoniske værdi, et enestående værk fra en tid, hvor handelsflåden satte sit præg på vores hovedstad. Flere pakhuse langs inderhavnen er i dag forsvundet, og nu ‘fejres’ Købehavns havnefront som bekendt på anden vis. Vestindisk Pakhus fremstår som et tydeligt vidnesbyrd om den store velstand og rigdom i Danmark som følge af kolonitiden og slaveriet på De Vestindiske Øer.
En verden i stærk forandring har medført en reflekteret tilgang til det kulturbårne. Ikke mindst af den grund fæstner vores politiske løsningsmodeller sig i den kollektive selvforståelse. Og et nærliggende spørgsmål presser sig på: Hvem er vi og hvad er vi rundet af?
Alt tyder på, at vores hidtidige værdikæder er udfordret og derfor til forhandling. I denne situation
kan Akademiraadet som Statens rådgiver i kunstneriske anliggender, kun opfordre til, at Staten grundigt overvejer, om ikke Den Kongelige Afstøbningssamling bør bevares for enhver pris.
Bevarelse og nytænkning er ikke hinandens modsætninger og de kulturbærende værdier, som af-støbningssamlingen besidder, bør mere end nogensinde bygge på et bæredygtigt fremsyn. Fortiden bør sikres en fremtid. Og omvendt.
På den baggrund skal vi venligst, men bestemt, opfordre til, at den enestående gave, som en af danmarkshistoriens største iværksættere har doneret til det danske folk, ikke bliver vurderet efter samme skabelon, som den vi kender fra ejendomsmarkedet. Ingen i dette land ved hvad samlingen koster. Vi ved kun, at den er uerstattelig og vi ved, at vi ikke har råd til at miste den.
Venlig hilsen
AKADEMIRAADET
