Eckersberg Medaillen 1999

Billedkunstner
Elisabeth Toubro

Jeg skriver mine skulpturer. For at få distance til verdenen, som trænger sig på, ordner jeg den i en skrivende inspiration. Skrivende spørger jeg skulpturen hvad den er, og hvad den endnu mangler – hvad den med overlæg vil mangle, og hvad den bare blev til i hele sin fatale tilfældighed. Det er alt sammen meget omstændeligt og handler kun lidt om mig, og meget om skulpturens egen trængen sig på eller ind i verdenen.”

Ordene er Elisabeth Toubros egne, udtalt i 1987, men står stadigvæk som en væsentlig karakteristik af hendes skulpturelle praksis.

I Elisabeth Toubros produktion fra begyndelsen af 80erne og frem til i dag, er det et iøjnefaldende træk ved skulpturerne, at de både fremstår højst forskelligartet i deres formelle udtryk og samtidig så tydelig er bundet sammen af et fælles udgangspunkt og en helt særlig sensibel og poetisk stoflighed, som gør det tydeligt, at de tilhører et og sammen univers.

Skriften, fortællingen, de personlige og de fælles historier, der ofte er igangsættende elementer i hendes skabende proces, indrages altid i et spil, hvor de drives frem til at skabe en anden form, et andet billede end det, der eksisterede i forvejen, og som er i stand til at omdefinere udgangspunktet og give det en ny betydning.

Elisabeth Toubros kunstneriske arbejde har aldrig været baseret på enkeltstående ideer. De er blevet arbejdet frem i en proces, der gradvis implicerer mere og mere af omverdenens kompleksitet, indtil formen når et udtryksmæssigt og formelt mætningspunkt. Det er denne processuelle værkskabelse, der skaber specielle Toubro’ske udtryk, der både er sensibel og insisterende på samme tid, og som gør hendes skulpturer til noget enestående i dansk kunst – og herfor udmærkes hun med Eckersberg Medaillen.