Eckersberg Medaillen 2005

Maler
Vibeke Mencke Nielsen


Vibeke Mencke Nielsens navn forbindes af de fleste med grafik. Men ud over sin store og meget alsidige grafiske produktion, har hun dog ikke mindst i de sidste år på bemærkelsesværdig vis, dyrket maleriet.

Vibeke Mencke Nielsens grafiske værk på papiret omfatter rent teknisk både raderinger – specielt koldnåls, linoleumssnit og litografi – de helt enkle udtryksmidler. Hendes arbejder er båret af et stærkt samfundsorienteret engagement, med øre for begivenheder på globalt plan og et samtidigt klart blik, for både de nære lokaliteters og ansigters landskabelige kvaliteter. Genstanden er den omgivende virkelighed i mere eller mindre abstrakt form. Uden ydre gestus, renfærdigt og upåvirket af moderetninger, har Vibeke Mencke Nielsen fastholdt sin egen kurs.

Med udgangspunkt i sit liv og sin hverdagssituation har hun evnet, i en levende vibrerende streg at vise os noget, som vi ikke vidste om os selv og verden. Gjort det private alment og vedkommende.

Som den første kvinde i et professorat på Billedkunstskolerne ydede Vibeke Mencke Nielsen et meget stort arbejde – forstående og åben over for de studerendes ønske om at eksperimentere med teknikker, materialer og værktøjer.

Vibeke Mencke Nielsen skabte nye tider og nyt rum for den sort-hvide kunst på skolen.

I anerkendelse af hendes kunstneriske indsats ønsker Akademiraadet at udmærke Vibeke Mencke Nielsen med Eckersberg Medaillen.