Eckersberg Medaillen 2005
Billedkunstner
Ellen Hyllemose
Maleren Ellen Hyllemose er i 2005 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:
Ellen Hyllemose er en ung maler, der tidligt trådte i karakter med værker, der lyste af egenrådighed, nærvær, nysgerrighed og tvivl.
Ellen Hyllemose evner at udvide feltet for det malede, og at vise os andre – og nye – sider af det installerede maleri. Og da ikke mindst bagsider!
Hun formår med sin udsøgte materialesans at vække vore interesse for det ordinære og nærværende, det der er ved siden af og bagved. Store MDF-plader med grafiske strukturer af farvet tape, billedflade med malet bagside mod væggen, MDF-plader med hele vægten lænet ud fra væggen i wirer.
Det malede lyser i sit begrænsede æteriske rum, mens det grafiske og pladens vægt buldrer og arbejder som et højspændt felt med både konkret og særlig tyngde.
Det synes, at Hyllemoses trang til at nedbryde grænser og konformiteter – der andre steder trives i forhold til et kunstværk, materiale, maleri, installation og skulptur – i Hyllemoses værker står for fald. Dette sker både med humor, ekstraordinær materialesans, grove greb og billige tricks.
Ellen Hyllemose udviser en decideret åbenhed i forhold til feltet og den frie kunst, og hun har en evne til at visualisere et anderledes, nærmest tvivlsomt blik på det allerede eksisterende og forhåndenværende. For denne blanding af kritisk tøven og sikre, modige og lystige greb, udmærkes Ellen Hyllemose med Eckersberg Medaillen.