Eckersberg Medaillen 2006

Billedhugger
Erland Knudssøn Madsen


Ikke langt fra Danmarks vestligste grænse mod verdenshavet og resten af verden, har billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen i snart en menneskealder med jævne mellemrum sendt sine skulpturer mod syd og mod øst, for at delagtiggøre resten af landet i sine kunstneriske eksperimenter.

Erland Knudssøn Madsen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1963 – dengang som maler. Siden fandt han sit rette udtryk i skulpturer udført i træ og sten. Det maleriske bevarede han dog i de sanselige og koloristiske overflader. De abstrakte skulpturer er drillende bygget op, på en måde der udfordrer skulpturens traditionelle formsprog. Folder og lag på lag af organiske former. Skive sat på skive udskåret i hård kontur, skæve og amorfe huller der giver kig ind i eller gennem skulpturen, så den bliver mere til funktion end til form. Måske kommer inspirationen fra naturen eller universet, men først og fremmest leger disse skulpturer med mulighederne i den skulpturelle disciplin og dens formsprog.

Senest er Erland Knudssøn Madsen begyndt at lave instrument-skulpturer for retfærdighed, sandhed, kærlighed og væren. Skulpturer der som musikinstrumenter skal frembringe toner, dog uden lyd, billeder, stemninger og fortolkningsredskaber der skærper og udvider vores bevidsthed, og opmuntrer os til at gå i samspil med den visuelle verdens endeløse muligheder.

For denne evne til at berige verden med sitrende, overraskende, nyskabende og mulige former udmærkes Erland Knudssøn Madsen med Eckersberg Medaillen.