Eckersberg Medaillen 2015
Billedkunstner
Henrik Plenge Jakobsen
Henrik Plenge Jakobsens værker boltrer sig i en Rabelaisk kritik af institutioner og magtstrukturer. Hans kunst er et mentalt trip, både hallucinatorisk og synsk. I krydsfeltet mellem objekt, installation, performance og fortælling har Henrik Plenge Jakobsen opbygget et imponerende generalieblad over udstillinger, offentlige udsmykninger, events og performances. I en alder af 26 chokerede han det danske publikum og høstede international anerkendelse med sit værk Smashed Parking (1994). Siden har han udstillet vidt i både ind- og udland. Gennem årene har hans værker antaget en mere allegorisk form, idet de behandler historiske og mytologiske emner og kunstneren som shaman.
Hans udstilling Kapital (2013) tog modigt fat i samfundets vigtige institutioner såsom skolen, politistationen og kirken ved at forvandle hele Roskilde til en scene for grundig refleksion.
Hans værk Tournament d’objet (2013) inddrog publikum og en stor gruppe kunstnere, som tilsammen omdannede Kunsthal Charlottenborgs gård til en middelalderlig turnering og festival arena og skabte herved et profant og mystisk Gesamtkunstwerk.
For sin kunstneriske bedrift og for sit arbejdes høje kvalitet hædres Henrik Plenge Jakobsen med Eckersberg Medaillen.