Eckersberg Medaillen 2015

Billedkunstner
Mette Winckelmann


Kompromisløst, konsekvent, komplekst. Mette Winckelmann arbejder med maleri i et udvidet felt. Hendes værker er kendetegnet ved et abstrakt formsprog, en taktil stoflig tænkning og en musikalsk visualitet.

Linjer, cirkel, felter, grids. Winckelmann er en kunstner, for hvem geometrisk inddeling er en erobring af territorie, en aktion. Felterne er og bliver vitale for værkerne. De støvede, mudrede og lysende farver bliver fysiske, de ujævne overgange nærværende. Stof, papir, maling, lagener. Lag på lag. Åbne og fyldte sprækker. Uhæftede tråde. Det komplekse og det enkle spiller tæt sammen. Mette Winckelmann forvandler geometrisk gestik til polyfonisk polykromi.

Winckelmanns værker trækker tråde bagud til avantgarden og trækker på mønstrets mystik. Forskydninger og variationer danner nye betydninger. Lærred, tekstiler, murværk, koncertsale, små og store formater, med værket I Like Older Women demonstrerede kunstneren, hvor let og ubesværet hun behersker syv en halv meter lærred, og hvor underfundigt titler bruges. For sin evne til at komponere visuel, mentalt stimulerende metafysik tildeles Mette Winckelmann Eckersberg Medaillen