Eckersberg Medaillen 2018

Billedkunstner
Ruth Campau


Intensiteten i de lange rytmiske strøg, de præcise placeringer af kostens aflejringer af maling på baggrund, akryl på akryl. På en og samme tid essentiel alvorligt og legende. Farven kan være transcenderende lysende og samtidigt småhysterisk poppet.

Vi er ikke i tvivl om, at dette er et værk af Ruth Campau. I årtier har hun afsvoret figurationen og fortællingen i sine malerier. Det er meditative, transcenderende værker, der uden skjulte hensigter intensiverer øjeblikkets handling og fastholder strøgets tavse ansigt. Værkerne lyser af forførelse og koncentration.

Det vigtigste er, at man kan se og mærke kroppens afsæt i materialet, siger Ruth Campau. Med en sikker hånd har hun formået at bevise dette i mange stedsspecifikke udsmykninger og store rumlige installationer. Senest udvider hun sit maleriske felt med sanselige collager og skarpe, skulpturelle installationer.

Tidskrævende, men aldrig demonstrativt eller imposant, altid med en storslået, afvæbnende lethed, som med en gymnasts præcision får hun en tredobbelt saltomortale til at se menneskelig, overkommelig ud. Det er Ruths smittende glæde ved materialets forførende kraft, der får det til at se let ud.

For dette imponerende og generøse værk tildeles Ruth Campau Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen