Eckersberg Medaillen 2022

Arkitekt
Stig Mikkelsen


Arkitekten Stig Mikkelsens værker er funderet i en dansk designtradition, der udspringer af det enkle og samtidig svarer på tidens store mangelvare: ydmyg lydhørhed for sammenhængen.

Det ser vi, når Stig Mikkelsen med nødvendigt mod og indlevet nænsomhed, har stået bag gradvise transformationer af Nationalbanken, herunder en ny glastrappe, der med en Arne Jacobsensk graciøsitet, forener dagslyset mellem to planer i bygningen.
Det ser vi i udvidelsen og transformationen af Damesalen på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, hvor en ny etage føjes oven på den nyklassicistiske bygning fra 1923, og lader fortid og nutid næres ved hinanden.
Det ser vi udfoldet gennem Laboratorie- og Logistikbygningen på Martin Nyrops Bispebjerg Hospital, hvor bygningens smukt forenklede og præcise geometri udfoldes i respekt for den eksisterende arkitektur.
Det ser vi i Odense, hvor Stig Mikkelsen i Thorvald Ellegaard Arena genanvender et landskabeligt nedgravet anlæg. Den nye træbane overdækkes af en membran udspændt på en minimal konstruktion. En ydre blødhed omslutter en sjælden indre lethed, hvor konstruktioner og banelegeme opleves som ét. Rummet bades i dagslys.
For dette arbejde tildeles Stig Mikkelsen Eckersberg Medaillen.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen