Eckersberg Medaillen 2023

Billedkunstner
Lea Porsager


Lea Porsagers værker giver os et nyt blik på, hvordan verden og viden materialiseres, forvikles og forbindes. I kvanteverdenen taler man om entanglement, eller sammenfiltringer. Hendes værker udfoldes i et stort spænd af medier og dimensioner, med titler og ord i et kryptisk apokalypsesprog. 

Med det okkulte, esoteriske værk Anatta Experiment på Documenta 13 slog hun sit navn fast internationalt. Hun har været udvalgt til et ophold på Cern, den europæiske organisation for højenergifysik, på jagt efter neutrinopartikler. I Stockholm har hun skabt et markant mindesmærke med monumentale gravitationsbølger, nænsomt flettet ind i landskabet, og på Charlottenborg Kunsthal har kæmpe opsavede vindmøllevinger gennemtrængt rummene med kraftfuld udmattelse.

Lea Porsagers værker lægger spekulativt op til en udvidelse af sanseapparatet. Mystik, erotik, kvantefysik. I animationen HORNY VACUUM oplever publikum de virtuelle neutrinohorn gennem 3D briller, tilføjet et 3. øje.

big bang gang bang gOng gOng. blOw the hOrn.

For sin overbevisende evne til at sammenfiltre frastødende og tiltrækkende størrelser og skabe en superposition i det kunstneriske felt, tildeles Lea Porsager Eckersberg Medaillen.